AC videre i pokalen efter hård fight i Herlev


26. oktober 2011

AC Horsens vandt 3-2 over Herlev og er dermed videre til kvartfinalen i DBU’s landspokalturnering.

Hjemmeholdet er tophold i 2. division Øst og spillede også som et tophold mod ”De Gule”, der først sikrede sig sejren dybt inde i overtiden. Gilberto Macena kom på banen fra 2. halvlegs start og Superligaens topscorer kvitterede med to scoringer.

AC Horsens begyndte kampen bedst og lagde pres på hjemmeholdet, hvilket førte til tre udmærkede afslutninger indenfor de første syv minutter. Først havde Alex Juel Andersen et godt gennembrud og nåede ind i feltet, men han blev tacklet i skudøjeblikket. I det sjette minut var Morten Rasmussen først på Janus Drachmanns frispark fra venstre side, men han dirigerede bolden i sidenettet og kort efter var det Kenan Hajdarevic’ tur til at forsøge sig, men hans flade afslutning strøg forbi mål

Hjemmeholdet arbejdede sig efterhånden bedre ind i kampen og kom frem til det første forsøg i det 18. minut, men bolden røg langt udenfor målrammen. I det 31. minut gik den så ikke længere for ”De Gule”, da Emil Kjærsgaard sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. AC Horsens forsøgte at svare igen, men helt farligt blev det ikke før pausen og det skyldes blandt andet et hav af upræcise indlæg.

Herlev kom ud til 2. halvleg med masser af selvtillid og Frederik Rønnow måtte diske op med en klasseredning i det 49. minut for at afværge 2-0 målet. AC Horsens fik dog etableret et godt pres mod værternes mål og i det 56. minut havde både Jeppe Mehl, Janus Drachmann og Kenan Hajdarevic kvalificerede afslutninger, men uden at score. Det kunne Gilberto Macena til gengæld, da han spurtede fra forsvaret på en dybdebold og køligt lagde bolden under Herlev-keeperen. Det gav optimisme i den gule lejr, men seks minutter senere headede en umarkeret Anders Kaagh bolden ind til 2-1. Så var det opad bakke igen for AC Horsens, men Kenan Hajdarevic fik en gylden mulighed for at score til 2-2 et minut senere, men han skød langt over mål. I det 83. minut tog Jeppe Mehl sagen i egen hånd, da han listede bolden ind til 2-2.

AC Horsens pressede på for at score målet til 3-2 og en billet til kvartfinalen, men det begyndte at lugte mere og mere af forlænget spilletid. Fire minutter inde i overtiden faldt afgørelsen dog, da Morten Rasmussen var først på et hjørnespark. Han fandt Gilberto Macena foran mål og den brasilianske målsluger sendte bolden i nettet med hælen til 3-2.

Herlev var tæt på at udligne i kampens sidste angreb, men Frederik Rønnow diskede op med en fantastisk dobbeltredning.

Fremragende afslutning af AC Horsens i en rigtig pokalkamp og stor ros til Herlev for en rigtig flot præstation. Også ros til Herlev for et godt setup til kampen, hvor der virkelig var styr på tingene.

Der foretages lodtrækning til kvartfinalerne på fredag klokken 12.00.

AC Horsens: Frederik Rønnow, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Søren Jensen, Janus Drachmann (Lasse Kryger, 58.), Alexander Juel Andersen (Martin Retov, 58.), Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Kenan Hajdarevic, Henrik Toft (Gilberto Macena, 45.).

Foto: badenfoto.dk