AC viste god moral i årets første testkamp


27. januar 2012

AC Horsens tog hul på rækken af træningskampe her til eftermiddag, hvor Randers FC gæstede CASA Arena Horsens og det blev en blandet fornøjelse. 1. halvleg var ikke prangende fra AC Horsens’ side, men hjemmeholdet sad til gengæld på det hele efter pausen og udlignede kronjydernes 2-0 føring.

”De Gule” kom godt ud af starthullerne og det først til et godt gennembrud fra Jeppe Mehl og kampens første afslutning fra Henrik Toft indenfor de første fem minutter. Gæsterne viste dog også tænder og en hurtig Randers-omstilling i det ottende minut resulterede i en fin afslutning fra Ronnie Schwartz, der dog tabte den direkte duel med Robert Veselovsky.

Angrebsmakkeren Nicolai Brock-Madsen var anderledes effektiv i det 26. minut, da Ronnie Schwartz fandt ham med et indlæg fra højresiden og så var gæsterne foran 1-0. AC-forsvaret appellerede for offside, da bolden blev spillet til Ronnie Schwartz, men dommer Jakob Kehlet fløjtede ikke. Randers FC kom også foran 2-0 efter et AC-boldtab midt på egen banehalvdel, hvorefter det gik hurtigt og denne gang svigtede Ronnie Schwartz ikke.

Der var noget at rette op på i 2. halvleg i forhold organisation, aggressivitet og minimering af boldtab, og det blev justeret godt. Det var i hvert fald et helt anderledes AC-hold, der løb på banen og indenfor de første otte minutter havde både Henrik Toft og Lasse Kryger kvalificerede afslutninger. Der skulle dog en hjælpende Randers-hånd til, før 1-2 målet faldt og det var Anders Egholm, der havde hånden på bolden. Niels Lodberg fintede Peter Friis Jensen til den ene side og scorede sikkert i den modsatte side på straffesparket.

”De Gule” dominerede de sidste 45 minutter og Janus Drachmann udlignede med et pragtmål med 20 minutter igen. Han tog chancen fra 25 meters afstand og kanonerede bolden op på undersiden af overliggeren og Randers-keeperen kunne kun nyde slangehugget.

Martin Retov og Gilberto Macena kunne begge have taget titlen som matchvinder, men Peter Friis Jensen stod i vejen for begge forsøg.

Alt i alt en god test for AC Horsens, der viste mere løbevillighed, hårdhed i duellerne og havde bedre boldomgang i 2. halvleg.

U-19 spilleren Jakob Rasmussen har gjort det rigtig godt til træning i opstarten og han fik knap 20 minutter på banen, hvor han leverede en solid indsats som venstre back.

AC Horsens: Robert Veselovsky, Alexander Juel Andersen (Troels Kløve, 62.), Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Anders Nøhr (Jakob Rasmussen, 73.), Thomas Kortegaard (André Bjerregaard, 62.), Martin Retov, Martin Spelmann (Janus Drachmann, 45.), Jeppe Mehl (Lasse Kryger, 51.), Ken Fagerberg (Gilberto Macena, 62.), Henrik Toft (Kenan Hajdarevic, 59.).

Her kan du se billeder fra årets første træningskamp, der blev overværet af cirka 150 tilskuere: