Ærgerligt nederlag efter en stærk præstation


26. oktober 2020

Lørdag eftermiddag skulle AC Horsens U17-mandskab på besøg hos SønderjyskE i Haderslev. Det skulle vise sig at blive en rigtig tæt affære, der blev afgjort på marginaler til sidst.

Kampen starter meget lige, med to hold der begge har fokus på at være godt organiseret. Derfor kaster halvlegen heller ikke de store muligheder fra sig i åbent spil, men især udeholdet fra AC Horsens ser farlige ud på de offensive omstillinger. Efter 17 minutters spil er det dog SønderjyskE der kan bringe sig foran, efter en indlægssituation der ikke bør blive farlig. Udeholdet arbejder videre, og må gå til pause nede med 1-0, vel vidende at der er mange ting der er lykkedes rigtig fint.

Fra anden halvlegs start er det ”de gule” der sætter sig tungt på begivenhederne. Et aggressivt og hårdt arbejdende udtryk presser SønderjyskE længere og længere ned mod eget mål, og efter 57 minutter bærer anstrengelserne frugt, da anfører Lukas Wagner stiger flot til vejrs på hjørnespark og pander Angelo Nehmés indlæg i kassen til 1-1. Udeholdet fortsætter med at trykke på, og har flere gode muligheder for at bringe sig foran. Både Arman Bijedic, Angelo Nehmé og Julius Hansen er tæt på at sparke det potentielle matchvindende mål i kassen. Men i slutfasen viser fodbold sig fra sin allermest kyniske side. Trods en skudstatistik der fortæller at udeholdet har dobbelt så mange afslutninger og et generelt stort spilovertag i 2. halvleg, er det SønderjyskE der straffer en fejl fra udeholdets side og gør det til 2-1. Helt til sidst også 3-1, i en fase hvor udligningen jagtes med næb og klør.

U17-cheftræner Mads Søvndal var efter kampen opløftet over præstationen, men enormt træt af resultatet:

- Cadeau til drengene for at arbejde stenhårdt. Også cadeau til min assistent Simon Sellerup, der hver uge blandt meget andet arbejder hårdt med at fintune vores standarder, og i dag bar det frugt. Gennem præstationen i dag tilspillede vi os muligheden for at tage alle 3 point, ved at følge den plan der var lagt for kampen. På den måde var det en moden og disciplineret indsats. Når det er sagt, så er vi ikke tilfreds med at vi ikke tager point i denne kamp, for det bør vi, fortællre Mads Søvndal.

SønderjyskE - AC Horsens 3-1 (1-0)
’17: 1-0 Mostaffa Yassin
’57: 1-1 Lukas Wagner (Angelo Nehmé)
’81: 2-1 Tinus Olesen
’85: Gult kort Anton Hüttel (SønderjyskE)
’90: 3-1 Tinus Olesen