Alioune Kébé stopper karrieren


25. oktober 2011

Alioune Kébés helbred kan desværre ikke forenes med topfodbold og derfor stopper han karrieren med øjeblikkelig virkning.

AC Horsens og Alioune Kébe er blevet enige om at ophæve kontrakten og cheftræner Johnny Mølby begræder tabet af den fysisk stærke angriber.

- Det er rigtig synd, når en spiller brænder så meget for fodbold som Alioune Kébé og ikke er i stand til at fortsætte. Han havde et kæmpe potentiale som angriber og jeg er ikke i tvivl om, at han kunne være blevet en rigtig dygtig angriber på topniveau, fortæller Johnny Mølby.

Alioune Kébé pådrog sig en svær knæskade i en træningskamp i januar 2010 og blev efterfølgende opereret. Desværre viste det sig, at lægen i forbindelse med operationen glemte en guide-wire i knæet.

- Alioune Kébé har fået en specialerklæring, hvor lægen giver udtryk for, at Kébé ikke kan genvinde bevægeligheden og muskelkraften i benet pga. den glemte guide-wire, og lægen vurderede, at korsbåndet er for stramt, så Kébé kommer aldrig til at kunne bøje benet helt, hvilket kan give overbelastningsskader. Han har desuden smerter på forsiden af knæskallen og dem slipper han ikke af med, så længe han spiller fodbold på eliteniveau. Desværre betyder det, at han ikke kan spille topfodbold længere og derfor har vi lavet en aftale om, at han stopper med øjeblikkelig virkning. Det er rigtig ærgerligt for en ung spiller med så stort potentiale, at han må stoppe karrieren og vi er kede af det på hans vegne. Han har været ude i lang tid med mange smerter, men vi har lært ham at kende som en super fyr og han har været et godt bekendtskab. Han fortsætter forhåbentlig i fodboldens verden i en anden funktion og jeg håber, at vore veje krydses igen, lyder det fra sportsdirektør Jesper Hansen.

Beslutningen var desværre uundgåelig for Alioune Kébé, der nu skal tage hul på næste kapitel i tilværelsen.

- AC Horsens og jeg er blevet enige om en god løsning og Jesper Hansen har gjort sit bedste for at opfylde mine ønsker. Jeg har været omgivet af gode mennesker i AC Horsens, der har været som en familie for mig, men nu skal jeg videre i mit liv. Desværre bliver det ikke som fodboldspiller og jeg skal bruge det næste stykke tid på at finde ud af, hvad jeg skal lave fremover, fortæller Alioune Kébé.

Foto: badenfoto.dk