Alioune Kébés mareridt


31. oktober 2011

Alioune Kébé måtte desværre indstille karrieren i AC Horsens efter et sandt skadeshelvede og han nåede således aldrig for alvor at udfolde sit store potentiale.

Lige nu er han på ferie i Dakar og han ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer.

- Jeg holder lige en pause med familien for at finde ud af, hvad der skal ske fremover. Jeg har kun forstand på fodbold, så jeg vil gerne blive i den verden og umiddelbart fortsætter jeg i en funktion omkring spillerne på mit fodboldakademi i Senegal. Klubber fra Frankrig og Belgien følger spillerne på mit akademi og forhåbentlig kan jeg hjælpe spillere til AC Horsens en dag, fortæller Alioune Kébé.

Han har svært ved at vænne sig til tanken om, at han ikke længere skal spille fodbold.

- Det har været som et mareridt for mig og jeg har svært ved at forholde mig til, at jeg ikke længere skal spille fodbold, for jeg er jo stadig ung.  Men jeg kunne ikke fortsætte efter lægens dom og jeg var også bange for at få flere skader. Jeg forsøgte til det sidste at hjælpe holdet i de sidste minutter af kampene, men jeg er også nødt til at tænke på mig selv og skaderne har fyldt rigtig meget, fortæller Alioune Kébé.

Han viste prøver på sit store talent, men gennembruddet kom aldrig.

- Jeg ventede på min chance i starten og ville gerne hjælpe med at føre holdet op på næste niveau. Efter min skade gik jeg i glemmebogen og jeg nåede ikke at vise mit sande jeg. Desværre blev det til en del tid med Uffe (fysioterapeut), hvor jeg drømte om at komme tilbage og score afgørende mål. Det lykkedes til dels med to mål mod OB og det ser jeg som en belønning for mit hårde arbejde. Jeg vil altid huske den aften, lyder det fra Alioune Kébé.

Foto: badenfoto.dk