All star-hold: Interview med Allan Søgaard


24. september 2019

I år er det 25 år siden, AC Horsens blev stiftet af HfS og FC Horsens med det formål at samle de bedste spillere på et fælles elitehold, og det fejrer ”de gule” på flere måder i 2019.

Der har været rigtig mange dygtige spillere i AC Horsens gennem årene, og der har været mange fanfavoritter hos både små og store gule fans, så det bliver ikke en nem opgave, men nu skal alletiders all star-hold udpeges.

Allan Søgaard fortæller her om karrieren hos ”de gule”:

Hvordan oplevede du tiden i AC Horsens?
Min tid i AC Horsens var en helt fantastisk periode for mig. I Ynglingetiden havde vi et suverænt godt hold bl.a. med den nuværende FCM træner Brian Priske. Springet til seniorkarrieren var ikke så stor som i dag, idet AC Horsens 1. hold på daværende tidspunkt lå i 2. division. Allerede som ynglingespiller kom jeg op og spillede nogle kampe på 2. divisionsholdet. I mit første år som senior rykkede vi i 1. division. På daværende tidspunkt var jeg både angriber og offensiv midtbanespiller. Det var først da Kent Nielsen kom til klubben at han omskolede mig til defensiv midtbanespiller og det var der jeg for alvor fandt min plads på holdet. Det var en god tid i 1. division og med oprykningen til superligaen gik en drengedrøm i opfyldelse. Så min tid i klubben er noget jeg ser tilbage på med stor glæde.

Hvad var dit højdepunkt i klubben?
Mit højdepunkt er helt uden sammenligning oprykningen fra 1. division til superligaen den 12.6.2005. Vi vandt på Østerbro stadion over Skjold med 2-0 og da kampen var slut kunne vi stå og kigge over på Parken, vor nationalstadion, og vide at det var der vi skulle spille næste gang. Det var rigtig, rigtig stort og det er en fed oplevelse at have spillet i superligaen overfor alle de bedste spillere i Danmark. Samtidig med var byen i ekstase, det var første gang i 35 år at Horsens var i landets bedste fodboldrække og der var over 3.000 mennesker der tog imod os, da vi kom tilbage til Forum Horsens. En fed fed dag, der står helt klar i min erindring. Efter kl. 23.00 husker jeg dog ikke så meget. Det var også stort at opleve støtten fra stadion, da jeg gjorde comeback. Derudover kan jeg glæde mig over, at jeg scorede Horsens’ første mål i landets bedste række i 35 år og scorede et mål, der blev nomineret til årets mål i Superligaen.

Hvad laver du i dag?
I dag er jeg ejendomsmægler ved EDC Ejendoms Centret A/S. Et job jeg trives rigtig godt og også et job hvor jeg også får mulighed for at bruge nogle af de erfaringer jeg har gjort mig gennem fodboldkarrieren og hvor jeg kan trække på det netværk fra tiden i AC Horsens.

Afstemningen foregår via AC Horsens’ Facebookside senere i denne uge.