All star-hold: Interview med Frank Nielsen


27. september 2019

I år er det 25 år siden, AC Horsens blev stiftet af HfS og FC Horsens med det formål at samle de bedste spillere på et fælles elitehold, og det fejrer ”de gule” på flere måder i 2019.

Der har været rigtig mange dygtige spillere i AC Horsens gennem årene, og der har været mange fanfavoritter hos både små og store gule fans, så det bliver ikke en nem opgave, men nu skal alletiders all star-hold udpeges.

Frank Nielsen fortæller her om karrieren hos ”de gule”:

Hvordan oplevede du tiden i AC Horsens?
Jeg har altid båret den gule trøje med stolthed og der har aldrig været andre klubber for mig. Jeg startede i HFS som drengespiller (U13) og har været gul lige siden. Jeg debuterede på divisionsholdet i 1988 som nyoprykket senior og har derfor haft fornøjelsen af at spille sammen med en hel række lokale koryfæer i HFS-trøjen som Carl Thrane, Jørn Simmenæs, Jan Mortensen, Knud Erik Therkelsen, Steen Engby, Lars Møller m.fl. inden etableringen af AC Horsens i 1994. Visionen og beslutningen om at etablere et fælles flagskib for fodbolden i Horsens var både rigtig og nødvendig, omend de første år i den (blå-hvide) AC trøje var meget udfordrende, idet ledelsens sportslige ambitioner var noget større, end hvad vi spillere reelt kunne indfri. Samtidig valgte man i en periode en noget kortsigtet strategi, hvor halvdelen af divisionstruppen bestod af AGF-spillere, hvilket bragte en mere kompetitiv og professionel men samtidig usund kultur ind i klubben, hvor det var hver mand for sig. Der opstod meget hurtigt en ”os mod dem” mentalitet. Tændingen i 16-mands truppen var altid på brændpunktet, og især torsdagstræningen var voldsom, hvor stilen ligesom blev lagt, når træner Per Bie annoncerede ”Nu slutter vi af med 30 min 8 mod 8 så man er klar til weekenden – det gælder om at vinde og jeg fløjter kun for dødsfald”.

Den hårde skole gav dog samtidig os lokale drenge et rigtigt stærkt sammenhold og bl.a. Steven McDermott, Jan Abrahamsen og Kaare Bo Nielsen er stadig den dag i dag nogle af mine allerbedste venner. Da AGF-boblen brast med et brag, så var det igen os lokale, som skulle tegne klubben. Heldigvis havde vi en stærk stamme samtidig med at en hel række unge talentfulde spillere blev en del af holdet - mange blev etablerede superliga spillere herunder Søren Jochumsen, Allan Søgaard, Brian Priske, Jakob Rasmussen, Søren Friis m.fl. Det første afsæt til noget stort blev vel egentlig taget i 1997, hvor vi rykkede op i den næstbedste række med et brag, og siden da gik det vel egentlig kun i den rigtige retning, hvor den lokale stamme har været stærk nok til at bære fundamentet sammen med tilførslen af stærkere og stærkere spillere udefra gennem tiden. Jeg valgte at stoppe i 2001 og fokusere på en civil karriere på det tidspunkt, hvor AC tog skridtet henimod fuldtidsprofessionalisme. Som 32-årig var det for mig en logisk afslutning på en lang karriere, selvom beslutningen blev taget med blødende hjerte. Det var en fornøjelse at se, hvordan holdet 3 år senere endelig lykkedes med oprykning til Superligaen, og jeg er stolt af at have været en del af rejsen dertil.

Hvad var dit højdepunkt i klubben?
Gennem 14 år med mere end 300 kampe er der selvfølgelig mange mindeværdige momenter. Et stort øjeblik var faktisk, da bestyrelsen valgte at gå tilbage til den gule spilletrøje og på den måde genoplive ”den gule fare”. Ligeledes har jeg fået lov til at være anfører for holdet gennem en årrække og har da også scoret en del mål gennem tiden, hvilket jeg er stolt af. Et par kampe stikker selvfølgelig mere ud end andre fx det første lokalopgør mod VB i 25 år i Horsens Idrætspark, hvor 8.000 tilskuere troppede op. Helt specielt var oprykningskampen mod Skive i 97, hvor vi knuste modstanderne 7-0 og jeg selv lavede hattrick. 

Hvad laver du i dag?
Jeg arbejder som intern salgschef hos Polyprint A/S i Hedensted, der producerer fleksibel emballage primært til fødevarer. En stor del af min hverdag handler om strategi- og forretningsudvikling indenfor bæredygtige plastemballager, hvor vi er rigtigt dygtige. Jeg har en super spændende hverdag i en fantastisk virksomhed, hvor der er højt til loftet. Polyprint er sponsor i AC Horsens og der er en fantastisk passion for fodbold overalt i virksomheden – heldigvis med flere gule hjerter end røde – sådan skal det helst være.

Afstemningen foregår via AC Horsens’ Facebookside senere i denne uge.

Foto: Morten Marboe