All star-hold: Interview med Henrik Hansen


23. september 2019

I år er det 25 år siden, AC Horsens blev stiftet af HfS og FC Horsens med det formål at samle de bedste spillere på et fælles elitehold, og det fejrer ”de gule” på flere måder i 2019.

Der har været rigtig mange dygtige spillere i AC Horsens gennem årene, og der har været mange fanfavoritter hos både små og store gule fans, så det bliver ikke en nem opgave, men nu skal alletiders all star-hold udpeges.

Henrik Hansen fortæller her om karrieren hos ”de gule”:

Hvordan oplevede du tiden i AC Horsens?
Jeg oplevede det som en helt fantastisk tid i Horsens. Nogle gange har man bare følelsen af at alt går op i en højere enhed og det var tilfældet på det tidspunkt for både holdet og jeg. Vi havde Kent Nielsen og Jesper Hansen, som vidste præcis hvad de ville med holdet, klubben og mig som spiller. Truppen havde vel en perfekt sammensætning og vi spillere nød virkelig at være sammen på og uden for banen. Vi var omgivet af folk, som ville gøre alt for at vi kunne præstere og mange af de mennesker er heldigvis stadig at finde omkring holdet. Vi havde det altid sjovt sammen, men så snart vi trænede eller spillede kamp viste folk en utrolig vilje og vinderinstinkt. Vi havde så mange forskellige fodboldtyper, men alle og en blev værdsat for det de bidrog med til holdet. Samtidig var det i en periode, hvor klubben udviklede sig på flere fronter bla. med det nye stadion samtidig med at vi lavede gode resultater. Det som står stærkest, er at de gode resultater hele tiden var omfavnet af et virkelig stærkt socialt miljø, som gjorde at alle kunne præstere deres bedste.

Hvad var dit højdepunkt i klubben?
Højdepunktet var uden tvivl sæsonen 2007/2008, hvor vi ender på en 5. plads og det kun er målscoren, som gør at OB ender på 4. pladsen foran os og skal spille europæisk. Men vi spillede en meget gennemført sæson og fik flyttet klubben til et nyt niveau. Jeg husker specielt 1-1 kampen mod FCM på hjemmebane, hvor den nye tribune blev indviet som lidt af en milepæl for AC Horsens. Personligt var højdepunktet at jeg lavede 13 mål og fik debut på ligalandsholdet.

Hvad laver du i dag?
Jeg stoppede min aktive karriere i juni 2015 og blev A+ træner og senere assistenttræner i SønderjyskE. Jeg arbejder heldigvis stadig med fodbold den dag idag og er ansat som assistenttræner i OB.

Afstemningen foregår via AC Horsens’ Facebookside senere i denne uge.