All star-hold: Interview med Johan Byrial Hansen


20. juni 2019

I år er det 25 år siden, AC Horsens blev stiftet af HfS og FC Horsens med det formål at samle de bedste spillere på et fælles elitehold, og det fejrer ”de gule” på flere måder i 2019.

Der har været rigtig mange dygtige spillere i AC Horsens gennem årene, og der har været mange fanfavoritter hos både små og store gule fans, så det bliver ikke en nem opgave, men nu skal alletiders all star-hold udpeges.

Johan Byrial Hansen fortæller her om karrieren hos ”de gule”:

Hvordan oplevede du tiden i AC Horsens?
Min tid i AC Horsens var en kæmpe fornøjelse. Ikke mindst på grund af mange vellidte holdkammerater og gode trænere. Derud var der et hav af frivillige og mange i og omkring holdet. Alle med hver deres personlighed og karakter. Jeg startede på Langmarksvej, da jeg var 5 år og med kun en afstikker til OB i et par år, så har det været mit andet hjem. Vi gik fra at være et solidt hold i 2. division og til at gå hele vejen til Superligaen, og det har helt sikkert været en hård rejse. Dog er jeg ikke i tvivl om, at det har været alt det hårde slid værd. Fodbold er en sand fornøjelse, og det er lige fra Troels Bechs sindssyge vinteropstart i løbesko og til Kent Nielsens respekt omkring sin personlighed. Gør det gerne igen (dog har alderen indhentet mig lidt)

Hvad var dit højdepunkt i klubben?
Det har været mange højdepunkter i løbet af alle de år hos AC Horsens. Men oprykningen til Superligaen vil helt sikkert ligge i toppen. Fed, fed oplevelse på Østerbro Stadion til turen hjem over til et gult inferno i Forum Horsens. Vi, spillere, trænere og andre med bussen, var totalt mundlamme da vi ankom. Det var sindssygt.

Hvad laver du i dag?
I dag arbejder jeg hos Depeche, hvor jeg sender tasker, punge, bælter og tøj, alt i lækker læderkvalitet, ud til kunder i Danmark og udlandet. Derudover har jeg den fornøjelse at være med til at træne moderklubben til AC Horsens, HfS, og med en netop overstået sæson med oprykning til jyllandsserien, så spiller det hele, som jeg gerne vil.

Deltag i afstemningen om alletiders bedste venstre back via AC Horsens’ Facebookside på lørdag.

Foto: Morten Marboe