Andersen fik anførerbindet på landsholdet


2. marts 2012

Alexander Juel Andersen og Frederik Rønnow var begge med fra start, da det danske U20-landshold tabte onsdagens venskabskamp mod Holland med 3-0. Frederik Rønnow vogtede buret i 1. halvleg, og Alexander Juel Andersen spillede hele kampen.

- Det var en rigtig fed kamp på et højt niveau. Hollands landshold består af rigtig dygtige spillere, og de vandt en fortjent sejr, men de to sidste mål var unødvendige, og 3-0 lyder lidt voldsomt. Spiller for spiller havde de næsten et helt gear ekstra, og de havde mere rutine end os, fortæller Alexander Juel Andersen, der spillede i venstre side af midterforsvaret i de første 85 minutter og derefter blev rykket ud som venstre back.

- Frederik Rønnow spillede 1. halvleg og var chanceløs ved målet. Han havde flere gode redninger og var god med fødderne, hvilket et vigtigt i landsholdssammenhæng, fortsætter Alexander Juel Andersen.

U20-talenterne fløj til Holland i mandags og nåede et par træningspas inden onsdagens landskamp.

- Det har været en positiv oplevelse. Vi var en sammenbragt flok, så vi havde brug for et par træningspas til at finde hinanden, og vi præsterede godt mod Holland. Personligt brugte jeg turen på at vise mig frem for Thomas Frank, og jeg fik efterfølgende god kritik af ham. Han synes, det var en positiv oplevelse at arbejde med mig, fortæller Alexander Juel Andersen, der spillede med anførerbindet i de sidste fem minutter af kampen.

Landsholdsturen har givet mod på mere, og Alexander Juel Andersen er klar til endnu mere hårdt arbejde i AC Horsens.

- Jeg spillede min seneste landskamp for et par år siden, og det her har helt klart givet mig blod på tanden. Vi spiller nogle fede kampe mod dygtige spillere, og jeg vil arbejde stenhårdt i AC Horsens for at komme i betragtning til landsholdet igen. Det er mine præstationer på klubholdet, der baner vejen til landsholdet, fortæller Alexander Juel Andersen.

Foto: badenfoto.dk