Anklen driller Spelmann


11. november 2011

Ankelproblemer har holdt Martin Spelmann væk fra træningsbanen i et stykke tid, men nu er der lys forude for midtbanefighteren.

- Jeg fik problemer med den ene ankel for en måneds tid siden og det har vist sig at være betændelse, hvilket jeg også havde problemer med i foråret. Men nu har jeg fået lagt en blokade og jeg får også specielle såler, så det går forhåbentlig snart den rigtige vej, fortæller Martin Spelmann.

Han håber på en god træningsuge op til kampen mod OB næste lørdag.

- Nu skal jeg slappe af de næste par dage og så håber jeg at kunne træne med fra på mandag, så jeg bliver helt klar til kampen mod OB, fortæller Martin Spelmann.

”De Gule” har haft et godt tag på OB i de seneste opgør, men Spelmann advarer mod at undervurdere det fynske mandskab.

- De har nogle rigtig gode spillere i truppen og det virker mærkeligt, at de ikke kan få tingene til at fungere. Vi har spillet gode kampe mod OB i denne og sidste sæson og vi skal gå efter alle tre point igen, men vi skal have respekt for deres individuelle færdigheder. Som hold er jeg ikke i tvivl om, at vi er bedre og vi skal ramme dem med vores dybdeløb, aggression og hurtige boldomgang. I de seneste kampe har vi været gode til at læse deres spil og det skal vi gøre igen, hvis vi skal have alle tre point, vurderer Martin Spelmann.

Foto: badenfoto.dk