Ayo Simon Okosun vender tilbage til AC Horsens


24. august 2019

AC Horsens forstærker truppen markant ved at leje Ayo Simon Okosun i FC Midtjylland, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale, der løber frem til årsskiftet.

Den 8. juli 2017 købte AC Horsens Ayo Simon Okosun i Vendsyssel FF, og han var fremragende fra første dag og holdt så højt et niveau over hele sæsonen, at han blev kåret som årets spiller foran Jonas Thorsen og Alexander Ludwig, der begge er tilbage i den gule trøje.

De gode præstationer gjorde, at Ayo Simon Okosun blev interessant for større klubber, og det blev FC Midtjylland, der købte ham fri og udstyrede ham med en femårig aftale.

Nu er Ayo Simon Okosun heldigvis tilbage i AC Horsens, og manager Bo Henriksen er begejstret for udsigten til at arbejde med ham igen.

- Vi har fra starten af det her transfervindue ønsket at styrke truppen, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige, og det er fantastisk, at vi her 10 dage før transfervinduet lukker er kommet i mål. Vi kender Ayo, og alle husker den kæmpe indflydelse, han havde sidst, han var i klubben, og han kommer til at gøre en forskel fra dag ét. Han er en rigtig dygtig spiller, der mestrer at spille flere positioner, og som menneske passer han perfekt ind i vores klub. Både FC Midtjylland og vi har en kæmpe interesse i, at Ayo præsterer på et højt niveau i de kommende 14 superligakampe og pokalkampe, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en markant profil for os, fortæller Bo Henriksen.

Ayo Simon Okosun ser frem til at blive en del af AC Horsens igen.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage på CASA Arena Horsens og til at få en hverdag med mange af dem, jeg kender rigtig godt, og jeg vil arbejde hårdt for at få en masse spilletid og kæmpe med drengene. Jeg havde et fantastisk år i AC Horsens, hvor jeg spillede min første sæson i Superligaen, og vi opnåede en plads i top seks, selvom vi var dømt til nedrykning. Vi havde et super sammenhold, og jeg husker tilbage på året med enorm stor glæde, og AC Horsens har en stor plads i mit hjerte, siger Ayo Simon Okosun.