Bo Henriksen ser frem til træningslejr på Gran Canaria


29. januar 2020

I morgen sætter AC Horsens kursen mod Gran Canaria, der skal danne rammen om klubbens træningslejr den næste uges tid.

En træningslejr i den sure vintertid er populær blandt spillerne, og de kommende dage byder på mange træningspas og to træningskampe mod Brann Bergen og Kristiansund fra Norge. Træningslejren er også vigtig for truppen i forhold til det sociale aspekt, for den er med til at ryste truppen endnu mere sammen og integrere de nye spillere på Langmarksvej.

Manager Bo Henriksen ser frem til at komme ned i varmen, hvor han får endnu bedre mulighed for at arbejde i dybden med blandt andet de taktiske detaljer.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme på træningslejr, hvor vi kan koncentrere os 100 procent om at træne og være sammen, og det er selvfølgelig sjovere at finpudse taktiske elementer på en græsbane i 25 graders varme end hjemme i Horsens, hvor vejret ikke altid er med os på den her årstid, fortæller Bo Henriksen.

Han tager næsten hele truppen med, og der er også blevet plads til akademispillerne Mathias Madsen, Jeppe Kjær og Anders Hoff. Til gengæld bliver Mikkel Mena Qvist hjemme.

- Spillerne er blandt andet valgt ud fra, hvad der givet mest mening i forhold til spilletid fremadrettet, og det betyder blandt andet, at Qvist ikke tager med til Gran Canaria, fortæller Bo Henriksen.

Foto: Charlotte Adsbøl