Butik HUGO fortsætter i det gule netværk


11. juli 2019

Superligabolden ligger stille i øjeblikket, men AC Horsens er i fuld gang med at gentegne sponsoraftaler, og klubben glæder sig over, at Butik HUGO fortsætter i endnu et år.

Butikken, der er beliggende i Lichtenbergsgade, forhandler tøj til ham og hende, og derudover kan man finde blomster til alle lejligheder i deres store blomsterafdeling.

Indehaver Hugo Vinther fortæller her om baggrunden for at forlænge sponsoraftalen:

- Vi føler, at AC Horsens er et sted, hvor vi kan eksponere vores navn på en god måde, og vi sætter stor pris på, at vi får lov til at levere buketter til klubben. Derudover vil vi gerne være med til at støtte byens superligaklub, fortæller Hugo Vinther, der gerne kommer på stadion for at se fodbold.

Butik HUGO har fart på, og i dag er der syv fastansatte mod fire for et år siden.

- Tidsmæssigt har jeg været presset, fordi vores virksomhed skulle have fodfæste i Horsens, og nu har folk virkelig fundet ud af, hvad vi står for på blomsterdelen og tøjdelen, og nu er det eksploderet, så det er dejligt, fortæller Hugo Vinther og fortsætter:

- Det betyder så også, at jeg ikke har deltaget så meget i Handelsnetværket, som jeg gerne ville, men det har været rigtig godt og spændende, når jeg har været med. Jeg vil lægge mig i selen i den nye sæson og bestræbe mig på at være endnu mere til stede, lyder det fra Hugo Vinther.

Klik her for at læse mere om Butik HUGO.