Buus: Vi skal slippe håndbremsen


1. oktober 2020

For godt tre måneder siden kunne AC Horsens offentliggøre tilgangen af Jacob Buus, der skiftede fra FC Fredericia, og i søndags kunne den hurtige højre back så glæde sig over sin første startplads i 3F Superligaen, da han fik 82 minutter på banen mod Brøndby IF.

Han var specielt i 1. halvleg fremragende og havde en støvle med i flere gode angreb. Desværre lykkedes det ikke at tage point med hjem fra Vestegnen, men præstationen var lovende.

- Det blev en kamp, hvor vi fik en dårlig start, da de kom foran efter fem minutter, og det var selvfølgelig op ad bakke, men vi åd os ind i det og havde en god periode midt i 1. halvleg, hvor vi fik skabt noget og var godt med. Vi var også under pres i perioder, men sådan er det at spille på Brøndby Stadion. Det var pisse træls med 2-0 målet lige inden pausen, og det var et mål, de aldrig måtte få, men vi blev straffet for vores fejl, og det havde jeg også en andel i. Vi havde en god snak i pausen og kom godt ud til 2. halvleg, hvor vi havde bolden mere end Brøndby, og der er helt klart mange gode ting at tage med fra kampen, for vi fik vist mange gode ting med bolden, fortæller Jacob Buus.

Nu gælder det så om at skille de gode ting fra de knap så gode ting og tage dem med ind til dagens opgør mod FC Midtjylland, men hvordan gør man så det rent praktisk?

- For det første skal vi glemme det her med, at vi står med nul point efter tre kampe, for nu står vi overfor en ny kamp, hvor der igen er tre point på spil. Taktisk skal vi arbejde med de ting, vi kan forbedre, og det gælder blandt andet gennembrud på den sidste tredjedel. Derudover skal vi spillere snakke lidt sammen, så vi får endnu bedre indbyrdes relationer, forklarer Jacob Buus og fortsætter:

- Det bliver selvfølgelig en svær kamp mod et mega strærkt hold. De ved, hvordan man vinder, og de ved også, hvordan man vinder grimme sejre. Vi skal ud at spille uden frygt, og vi skal turde at slippe håndbremsen. Som hold ligger FC Midtjylland godt til os, for de vil også gerne spille fodbold og tør tage chancer. Vi skal spille med og udnytte de chancer, vi får, for man vinder ikke over FC Midtjylland, hvis man ikke viser effektivitet, lyder det fra Buus.

I sæsonpremieren mod Randers FC afløste han Rune Frantsen i det 82. minut, han var syg op til kampen mod AaB og var derfor ikke med i truppen, og i søndags spillede han sig ind i startopstillingen for første gang.

- Det var mega fedt at få sådan en chance, når man har kæmpet for det til træning, og det var en sindssyg fed følelse at få lov til at sætte mit præg på kampen. Det var et stort øjeblik for mig personligt, for det har været en af mine målsætninger at starte i kampene og vise, hvad jeg kan bidrage med. Jeg har fået en god start, og det giver mig endnu mere tro på, at jeg kan lykkes og kan løfte mig et niveau eller to mere, slutter Jacob Buus.