David Kruse bliver rykket op i superligatruppen


7. september 2020

AC Horsens’ U19-spiller David Kruse er inde i en fantastisk udvikling, og han gør det så godt, at han nu permanent bliver en del af superligatruppen.

David Kruse spillede i Hedensted IF, da han blev en del af Talentskolen på Langmarksvej, og han blev efterfølgende udtaget til U13-holdet. Siden har han spillet på samtlige ungdomshold på Akademiet, og i denne sæson spiller den talentfulde midtbanespiller på U19-holdet.

Han skal også fremadrettet spille kampe for Christian Hansens U19-mandskab, men han skal træne fast med superligatruppen.

- David Kruse er en dygtig spiller, der har kvalitet til at bidrage i superligatruppen, og det er derfor, vi har rykket ham op. Vi vil rigtig gerne have flere af vores egne spillere til at blive en fast bestanddel af superligatruppen, og David Kruse vil udvikle sig endnu mere og tage endnu et step i sin udvikling ved at blive presset hårdere i den daglige træning. Han skal først og fremmest spille kampe for U19, men der er ingen grund til at tage ham op i superligatruppen, hvis vi ikke tror på spilletid til ham i 3F Superligaen, fortæller cheftræner Jonas Dal og fortsætter:

- Jeg har set David Kruse til træning og i kamp, da han fik 25 minutter mod OB, og jeg kan godt se, hvor dygtig han er, men det er en kombination af, hvordan folk i klubben har set hans udvikling, og jeg skubber gerne en stor del af æren for det over til Akademiet, der har arbejdet godt med David. Det her er endnu et bevis på det gode arbejde på Akademiet, og vi har jo senest set den gode historie med Jeppe Kjær, men der er flere talenter på vej, og nu har endnu et af dem fundet vej til superligatruppen, lyder det fra Jonas Dal.

Talentchef Claus Troelsen glæder sig selvfølgelig over, at David Kruse bliver en del af superligatruppen.

- David Kruse er en spiller, vi altid har troet på på Akademiet, for hans kompetencer på specielt det tekniske område og hans spilintelligens er på et højt niveau. Han kan binde holdet sammen og er en spiller, der kan sætte de offensive kræfter i scene qua sit gode overblik og evne til at spille hurtigt med baggrund i hans tekniske færdigheder. David er en god repræsentant for vores værdier, og han har altid arbejdet målrettet med sine udviklingsplaner. Det har nu båret frugt med en fast plads i superligatruppen, og det glæder vi os alle over på Akademiet. Nu handler det for David om at bide sig fast og tage næste skridt, og det skal han nok gøre med sin professionelle tilgang. Der skal selvfølgelig lyde en stor ros til David, men det er også en cadeau til de trænere, der har arbejdet med ham gennem årene, forklarer Claus Troelsen.

David Kruse glæder sig over, at han nu tager et stort skridt fra Akademiet til superligatruppen.

- Jeg havde ikke set det komme lige nu, men jeg er selvfølgelig glad for det. Jeg har altid sørget for at gøre mig så god som muligt til træning og tage tingene, som de kommer. I første omgang vil jeg presse mine medspillere til træning, spille reserveligakampe og forhåbentlig banke på til superligaminutter. Det er fedt at vise andre på Akademiet, at det er muligt at gå hele vejen til superligatruppen og på den måde være foregangsmand, siger David Kruse.