DBU udtager fem gule talenter


16. september 2020

De seneste par år har succeshistorierne stået i kø på Akademiet, og det er fantastisk at opleve den fremgang og positivitet, der omgærder den gule talentudvikling.

Julius Voldby Rosenberg Hansen, Selius Gindeberg og Jonas Kirkel blev i sidste måned udtaget til U16-landsholdssamlingen i Vildbjerg, og i begyndelsen af september deltog Angelo Nehme i U17-landsholdssamlingen i Nyborg.

Nu har yderligere fem AC Horsens-talenter fundet vej til udtagelse i DBU-regi, og det er Martin Lund, der er blevet udtaget U/15 Future Talentcenter i Vildbjerg den 15. september samt Jonathan Villefrance, Sigurd Nielsen, Søren Grabow Albrecht og Zanar Hussein, der alle er udtaget til DBU U/15 Talentcenter træning i Vejen tirsdag den 29. september og onsdag den 30. september.

Spillerne på U/15 Talentcenter træning er en del af en større gruppe af spillere, der er i spil til at danne grundlag for det kommende U16-landshold næste sommer.

- Vi har aldrig haft så mange spillere med i DBU-regi som i øjeblikket, og det er vi selvfølgelig stolte af. Et af vores nøgleområder i talentudviklingen er at udvkle spillere til førsteholdet, men vi skal også udvikle spillere til DBU’s ungdomslandshold, og det skal vi fortsat holde fokus på fremadrettet. Det er lovende, at vi har så spændende trupper med så talentfulde spillere, og det er naturligt for os at blive matchet i DBU-regi endnu mere end tidligere, fortæller Claus Troelsen, der er Head of Coaching i AC Horsens.