"De Gule" hentede 2-0 føring


5. juni 2011

Lørdag den 4. juni var der dømt sommerbold på CASA Arena Horsens’ bane 2, da Silkeborg IF gæstede ”De Gule” i U17 divisionen. Det var dog hverken afslappet eller feriefodbold, der blev leveret i en kamp, hvor begge mandskaber gik til stålet og fik løbet rigtig mange meter. Spænding og intensitet overskyggede flot fodboldspil, selvom der i perioder var fin fodbold fra begge hold.
 
Kampen startede katastrofalt for ”De Gule”, som slet ikke kom ordentlig ud af omklædningsrummet. Efter 10 minutters spil af 1. halvleg førte SIF således 2-0, og herfra skulle der arbejdes endnu hårdere fra AC’s side, hvilket absolut ikke var nemt i varmen mod en fysisk stærk modstander. På trods af den hurtige SIF-føring, der kom efter sløset opdækning og manglende konsekvens i forsvaret, så var kampen fuldstændig lige, og der var flere muligheder for ”De Gule” til at komme på tavlen. Efter 18 minutters spil fik Mirsad Suljic lagt bolden af i feltet til en velspillende Martin Petersen, der kanonerede bolden op i krydset. Dermed kom U15 spilleren på tavlen for anden kamp i træk i U17 divisionen. Herefter bølgede spillet frem og tilbage uden yderligere scoringer.
 
I pausen blev der ridset op, hvordan hjemmeholdet skulle presse, være tættere på i duellerne og holde aftalerne. Desværre så det ikke ud til, at AC-spillerne havde fået styr på tingene fra 2. halvlegs start, hvor SIF fortsat var skarpest i duellerne og spillede udenom presset. Men langsomt begyndte hjemmeholdet at sidde på spillet, og efter 50 minutters spil fik en velspillende Ahmad Osman snittet en bold videre til Mirsad Suljic, der iskoldt klaskede bolden op i målhjørnet til 2-2. Spillet bølgede herefter frem og tilbage uden der dog kom scoringer i nogen af enderne. Kampens sidste 15 minutter stod der SIF på, og det virkede til, at kræfterne hos ”De Gule” slap op. Men 2-2 resultatet holdt kampen ud, og set ud fra kampens forløb er dette resultat nok ganske fair, selvom det dog må være AC Horsens der er mest tilfreds, da de kommer tilbage og henter en 2-0 føring.
 
- Vi rammer ikke dagen 100 procent, og vi mangler at holde nogle aftaler og gøre de enkelte situationer færdige, hvilket også ses tydeligt ved de to SIF-scoringer. Det er ikke godt nok, da denne kamp sagtens kunne have givet en hjemmesejr, hvis vi var kommet ud i det rigtige gear. Vi er dog tilfredse med spillernes indstilling og løbevilje, samt den positive stemning der er på holdet trods modgangen. Vi viser, at vi kan hente point og være helt med mod en god modstander, på trods af, at vi mangler tre profiler i Andreas Braamunk Møller, Nicklas Bigum og Nicklas Balleby. Nu skal vi bruge de kommende to uger på at holde fast i den gode indstilling, og bygge på mht. vores aftaler og presspil. Generelt positivt i dag, og en række udemærkede præstationer, hvor Jeppe Svenningsen i centerforsvaret igen i dag viser vejen med en rigtig god indsats, udtaler cheftræner Mads Lyng