”De Gule” vandt i Lyngby


10. april 2012

AC Horsens vandt over Lyngby i reserveligaen her til eftermiddag, og dermed er ”De Gule” oppe på fire sejre i sæsonens første fem kampe.

Dagens kamp blev afgjort i det 64. minut, hvor Lyngby måtte tage ulovlige midler i brug for at stoppe André Bjerregaard, og Kenan Hajdarevic sendte sikkert og hårdt straffesparket i nettet.

André Bjerregaard blev også fældet i Lyngbys straffesparksfelt i 1. halvleg, men det blev fejlagtigt takseret til et frispark.

Sejren betyder, at ”De Gule” fortsat ligger på andenpladsen i Reserveligaens pulje 3 – et point efter Randers FC, der vandt med 3-0 over Viborg F.F. i dag.

Jan Vingaard var godt tilfreds med præstationen i Lyngby.

- Vi vandt en fortjent sejr, der kunne og burde have været større. Vi leverede en god indsats rent indstillingsmæssigt, taktisk og spillemæssigt, men det sidste løb og den sidste aflevering kunne være skarpere, og hvis det var lykkes, så havde vi straffet Lyngby yderligere, fortæller Jan Vingaard, der kunne se Søren Jensen få comeback efter en lang pause.

- Søren Jensen spillede en halvleg som aftalt, og han gled godt ind i konceptet. Han hjalp sine medspillere qua sin rutine, og det var glædeligt at se ham tilbage, fortæller Jan Vingaard.

AC-træneren fremhæver først og fremmest kollektivet.

- Hele holdet spiller en fornuftig kamp i dag, men André Bjerregaard skaber igen masser af ravage hos modstanderen. Han blev snydt for et straffespark i 1. halvleg, og var også manden, der fremtvang et straffespark efter pausen. Han gjorde ondt på Lyngby i mange henseender. Derudover havde vi Aleksandar Stankovic, der er målmand på vores U-17 hold med, og han var sikker i alt, hvad han foretog sig. Det er blandt andet hans fortjeneste, at vi holdet nullet i dag, lyder det fra Jan Vingaard.

AC Horsens:

Aleksandar Stankovic

Troels Kløve, Hamza Kizil, Nikolaj Nielsen, Søren Jensen

André Bjerregaard, Kristoffer Gjettermann, Martin Thomsen, Oguzhan Özcelik

Kenan Hajdarevic, Ergjan Zejnullahu

Indskiftninger:

46. Christian Madsen (Søren Jensen)

46. Jakob Rasmussen (Ergjan Zejnullahu)

70. Mads Damgaard (Kristoffer Gjettermann)

76. Patrick Nielsen (Kenan Hajdarevic)

Foto: badenfoto.dk