Drachmann: Skarpheden i felterne blev altafgørende


12. marts 2012

En lovende gul start på heden blev i løbet af ni minutter forvandlet til en 3-0 føring til FC Midtjylland, og så var det for alvor svært for AC Horsens. Det blev til en reducering til 1-3, men tættere på kom ”De Gule” ikke, og Rilwan Hassan lukkede opgøret i 2. halvleg.

Efter kampen gjorde en skuffet Janus Drachmann status.

- Vores skarphed i felterne blev altafgørende for kampens udvikling i dag. Vi kom ellers godt i gang og spillede os fint ud af FC Midtjyllands pres, og vi kom også selv frem til et par gode muligheder, men uden at score. De var stærke omkring dødboldene, og de sparkede dem kynisk i kassen, fortæller Janus Drachmann.

Der skal andre boller på suppen, hvis AC Horsens skal have point med hjem fra Aarhus på lørdag.

- Mange kampe afgøres på dødbolde, og dem skal vi være bedre til at håndtere i resten af sæsonen. I dag producerede vi de chancer, vi kan forvente mod FC Midtjylland, men vi kendte ikke vores besøgelsestid, og så er det svært at vinde kampe. Jeg havde selv en stor chance efter et kvarters spil, som jeg burde have scoret på, og det var også blevet en helt anden kamp, hvis vi havde fået straffespark lige inden, vurderer Janus Drachmann, der bemærkede støtten fra lægterne.

- Det er flot, at så mange fans havde valgt at tage til Herning for at støtte os, og det gav os spillere et boost. Desværre gav det ikke point i dag, men forhåbentlig tager de med til Aarhus på lørdag, når vi skal møde AGF, slutter Janus Drachmann.

Foto: badenfoto.dk