Endnu en gul landsholdsspiller: Angelo Nehme udtaget til U17-landsholdet


31. august 2020

AC Horsens har netop haft tre talenter med til U16-landsholdssamlingen i Vildbjerg fra den 27. til den 30. august, og det var Selius Gindeberg, Julius Voldby Rosenberg Hansen og Jonas Kirkel, der alle er en del af AC Horsens’ U17-mandskab.

Nu har endnu en spiller fra Akademiet fundet vej til et af landsholdene, og U17-landstræner Søren Hermansen har sendt bud efter talentfulde Angelo Nehme, der både kan spille på kanten og helt fremme.

Angelo Nehme kom til AC Horsens fra FC Midtjylland før denne sæson, og talentchef Claus Troelsen glæder sig over, at endnu en AC-spiller er blevet udtaget til et landshold.

- Angelo har gjort det rigtig godt siden skiftet fra FC Midtjylland, og han har allerede bidt sig fast på vores U17-hold. Han er en kampafgørende og spændende spiller med et godt spark og tekniske færdigheder på et højt niveau, og han er en spiller med ekstraordinære kompetencer. Vi er glade på hans og vores vegne over, at han er blevet udtaget til landsholdet, fortæller Claus Troelsen.

U17-landsholdssamlingen foregår i Nyborg fra den 3. til den 6. september.