Endnu en succesfuld fodboldskole


21. oktober 2011

AC Horsens satte i tirsdags punktum for fire dages fodboldskole på CASA Arena Horsens og det var en flok trætte børn, der sluttede af med gruppefotos, fællesfoto og træning med superligaspillere.

- De 165 børn var alle i godt humør gennem alle fire dage og vi var ude for meget få situationer, hvor et af børnene var kede af det. Trænerne var rigtig gode til at holde øje med børnene og give dem en hjælpende hånd, hvis de trængte til det, fortæller koordinator Claus Troelsen og fortsætter:

- Generelt må jeg konstatere, at jeg er meget tilfreds med strukturen på fodboldskolen. Der var styr på maden, tøjudleveringen osv. Børnene fik en stor oplevelse ved at træne med superligaspillerne og ros til Anders Madsen for at håndtere det flot. Spillerne viste endnu engang, at de er gode ambassadører for AC Horsens.

Børnene blev trænet efter principperne i ”den gule tråd” og både planlægningen og udførelsen var i top.

- Nu har vi haft 91 trænere i berøring med ”den gule tråd” for U-5 til U-13 og det betyder, at kvaliteten af træningen i samarbejdsklubberne er øget markant. Fodboldskolen er en stor del af ”den gule tråd”, for den er et af omdrejningspunkterne for trænernes udvikling. Trænerne har meldt tilbage, at de virkelig fik noget ind under vesten på mange måder og de udførte en træning af høj standard. De forberedte sig også rigtig godt den 9. oktober og jeg tør godt love, at alle børn har lært noget. Trænerne var i stand til at justere træningen undervejs for at optimere og det vidner om overskud, så det har været en fremragende oplevelse for alle parter, konstaterer Claus Troelsen.