Fantastisk fight og dramatisk afslutning i nederlag til AGF


24. februar 2020

AC Horsens’ spillere leverede noget af en herrefight mandag aften, da AGF var på besøg, og det blev en seværdig kamp.

Desværre var det gæsterne fra Aarhus, der kunne rejse hjem med alle tre point.

”De gule” fik en god start på kampen og viste tænder i det niende minut, da Malte Kiilerich forsøgte sig med et skud i forbindelse med et hjørnespark, men Mustapha Bundu fik afværget målet, da han reddede på stregen.

AGF var for første gang i AC-feltet i det 14. minut, og det udmøntede sig i kampens første scoring. Bundu fandt Patrick Mortensen med et fladt indlæg, og han scorede mit for mål.

I det 24. minut måtte Jonas Thorsen saksesparke bolden væk på målstregen. 10 minutter senere faldt udligningen, og det var Malte Kiilerich, der nåede Louka Prips hjørnespark først med et godt hovedstød.

En håndfuld minutter før pausen forsøgte Bror Blume at rykke på måltavlen med et saksespark, men han ramte overliggeren.

Kampens afgørelse faldt i det 55. minut, da Casper Højer Nielsen efter lidt tilfældigheder sendte bolden over stregen.

Indskiftede Erhan Masovic var ikke mange centimeter fra at dreje bolden i kassen i det 70. minut, men den strøg lige forbi stolpen.

AC Horsens pressede på, og Erhan Masovic fik chancen foran mål i overtiden, men han headede over kassen.

AC Horsens spiller kamp igen allerede på søndag den 1. marts, når Randers FC gæster CASA Arena Horsens klokken 12.00. Klik her for at købe billet til det opgør.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om dagens opgør.

AC Horsens – AGF 1-2 (1-1)
0-1 Patrick Mortensen (14.)
1-1 Malte Kiilerich (34.)
1-2 Casper Højer Nielsen (55.)

AC Horsens: Delac, Therkildsen (Jensen, 89.), Kiilerich, Ludwig, Lumb, Prip, Jacobsen, Okosun Thorsen, Brock-Madsen (Masovic, 65.), Frantsen (Drost, 81.).

AGF: Eskelinen, Munksgaard, Backman, Tingager, Nielsen, Hvidt (Amini, 61.), Poulsen, Blume (Helenius, 82.), Bundu (Lunding, 71.), Mortensen, Ankersen.

Advarsel, AC Horsens: Kiilerich (77.), Drost (90.)

Advarsel, AGF: Ingen.

Dommer: Peter Kjærsgaard

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.