FC Nordsjælland snød AC Horsens til sidst – igen
Mads Juel Andersen bragte AC Horsens på sejrskurs med en kanonkasse syv minutter før tid, men Mathias Jensen udlignede på et straffespark i det 89. minut, og dermed sluttede det 2-2 på CASA Arena Horsens.
Da de to hold sidst mødtes på den gule hjemmebane, var det Emiliano Marcondes, der scorede til 2-2 i overtiden.
AC Horsens kom blæsende fra første minut og var klart det bedste hold i 1. halvleg. De lange indkast fra Mikkel Mena Qvist skabte problemer for nordsjællænderne, og Jonas Thorsen var tæt på efter ni minutters spil, men ind ville bolden ikke.
Stik mod spil og chancer kunne Ernest Asante bringe gæsterne foran i det 25. minut, da han sendte en flad afslutning i det lange hjørne. Fem minutter senere steg Ayo Simon Okosun til vejrs og headede udligningen i kassen.
AC Horsens fortsatte med at true nordsjællænderne i luftrummet, men nordsjællænderne slap med skrækken. Det gjorde AC Horsens også i den anden ende, da Mathias Jensen var ved at slippe fri, men Mathias Nielsen kom fremragende tilbage.
I det 83. minut scorede Mads Juel Andersen et fremragende mål, da han flugtede bolden op i krydset efter et hjørnespark, og det lignede afgørelsen, men i det 89. minut begik Delphin Tshiembe straffespark, og det scorede Mathias Jensen sikkert på.
Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.
AC Horsens – FC Nordsjælland 2-2 (1-1)
0-1 Ernest Asante (25.)
1-1 Ayo Simon Okosun (30.)
2-1 Mads Juel Andersen (83.)
2-2 Mathias Jensen (90.)
AC Horsens: Joronen, Juel Andersen, Tshiembe, Ludwig, Nymann (Frantsen, 69.), Nielsen (Kortegaard, 81.), Jacobsen, Thorsen, Qvist, Okosun, Hansson (Finnbogason, 34.).
FC Nordsjælland: Runarsson, Bartolec, Hansen, Jenssen, Pedersen, Rygaard (Olsen, 80.), Petry (Andersen, 74.), Jensen, Asante, Damsgaard, Rasmussen (Skovgaard, 63.).
Advarsel, AC Horsens: Tshiembe (88.), Juel Andersen (90.)
Advarsel, FC Nordsjælland: Pedersen (32.), Bartolec (53.), Jenssen (76.)
Tilskuere: 2.081
Man of the match: Ayo Simon Okosun
Dommer: Michael Johansen