Forrygende arbejdsindsats gav tre gule point på Heden


1. juni 2020

AC Horsens vandt med 1-0 over FC Midtjylland, og dermed hentede ”de gule” den første sejr i Herning siden 2006.

Dagens hvidklædte gæster kom bedst ud af starthullerne på MCH Arena, og hjemmeholdet skulle lige vænne sig til et udehold, der pressede hårdt og sad i haserne.

Efter 20 minutters spil arbejdede FC Midtjylland sig ind i kampen, og det resulterede i en stor chance til Erik Sviatchenko, der headede på kassen, men Jonas Thorsen reddede på stregen. I det 27. minut var Evander på spil, da han erobrede bolden i AC-feltet, men han hamrede bolden langt over kassen.

Kampens afgørelse faldt i det 36. minut, da Rune Frantsen sendte et godt indlæg ind foran mål, hvor Louka Prip efter en duel prikkede bolden over stregen. Tre minutter senere var Frantsen igen i oplæggerens rolle, da han satte sig igennem i højresiden og serverede bolden for Michael Lumb, der firsttimede den i sidenettet.

Der var ikke så mange chancer i 2. halvleg, men det brændte på foran det gule mål i de sidste 10 minutter, hvor bolden blev slået ind i AC-feltet mange gange. Lasse Vibe testede træværket, men det blev ikke til midtjyske scoringer i dag.

AC Horsens skal i kamp igen søndag den 7. juni klokken 17.00, når Brøndby IF gæster CASA Arena Horsens.

FC Midtjylland – AC Horsens 0-1 (0-1)
0-1 Louka Prip (36.)

AC Horsens: Delac, Nymann (Riisgaard Jensen, 87.), Kiilerich, Ludwig, Lumb, Prip (Drost, 82.), Gemmer (Masovic, 87.), Hansson, Thorsen, Brock-Madsen (Therkildsen, 63.), Frantsen.

FC Midtjylland: Hansson, Andersson (Cajuste, 78.), Sviatchenko, Scholz, Paulinho (Dal Hende, 64.), Onyeka (Nicolaisen, 79.), Evander, Mabil, Dreyer (Simsir, 64.), Anderson (Vibe, 58.), Kaba.

Advarsel, AC Horsens: Gemmer (65.)

Advarsel, FC Midtjylland: Onyeka (54.), Vibe (76.)

Dommer: Aydin Uslu

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.