Frederik Rønnow bedste målmandsdebutant i Superligaens historie


17. april 2012

Frederik Rønnow har fået en fantastisk start i AC-målet med clean sheet i sine fire første Superligakampe.

Spørgsmålet er, om det tidligere er lykkedes en debutant i Superligaen at holde målet rent i de fire første kampe. Et kig på målmandsstatistikken i Superligaens 21-årige historie viser, at i alt 88 målmænd med ét eller flere clean sheets har debuteret i Superligaen siden 1991.

Her er oversigten over, hvilke fem målmænd, der er startet med at holde målet rent længst tid i Superligaen:

Målmand Klub

Debut

Kampe

Minutter

Frederik Rønnow AC Horsens

2012

4

360

Kevin Stuhr-Ellegaard Randers FC

2007

3

275

Roy Carroll OB

2009

2

223

Lukas Fernandez Lyngby

2011

2

221

Ola Tidmann FC Midtjylland

2004

2

211

Frederik Rønnow er glad for rekorden, men beholder begge ben på jorden.

- Det er selvfølgelig sjovt og fedt med fire clean sheets i de første fire kampe, men jeg går ikke så meget op i, om det er rekord. Det er gået godt for mig personligt, men det handler om holdet, og vi har hentet nogle gode sejre, fortæller Frederik Rønnow, der kan mærke en udvikling fra debuten og til i dag.

- Det har givet mig meget rent udviklingsmæssigt at spille i Superligaen. I starten skulle jeg vænne mig til tempoet og fysikken, men det kom relativt hurtigt. Den første kamp mod AaB lærte mig, at jeg skal komme med meget mere power og fysik, når jeg kommer ud i feltet, og jeg er ikke blevet overmatchet på fysikken i de seneste par kampe. OB-spillerne ville gerne teste mig af, da vi spillede derovre, men jeg arbejdede mig godt ind i kampen, og beviste, at jeg kunne stå distancen.

Han deler gerne rekorden med forsvarsspillerne.

- Det er ligeså meget holdets og forsvarsspillernes fortjeneste, at jeg har holdt nullet fire gange, for de har været tydelige i kommunikationen, og har spillet fantastisk. Jeg har da også lavet fejl, men de har ikke kostet noget, og jeg har lært af det, forklarer Frederik Rønnow.

Frederik Rønnow har spillet til nul i 360 minutter. Dette er dog ikke rekord i AC Horsens, den indehaves fortsat af Søren Jochumsen, der holdt målet rent i 391 minutter i Superligaen i august/september 2005. Frederik kan således snuppe Sørens rekord på søndag ved at holde FCK fra scoring i de første 32 minutter.

Hos ”De Gule” har 35 forskellige målmænd vogtet målet siden 1945, og det er kun fire, der har præsteret at spille til nul i den første turneringskamp. Det drejer sig om Poul Johansen (1967), Johnny Hansen (1979), Anders Rasmussen (2001) og Frederik Rønnow (2012). De tre førstnævnte holdt alle målet rent i de to første kampe, og Frederik Rønnow er dermed den første målmand hos ”De Gule”, der er startet med clean sheet i fire turneringskampe.

Statistikken er leveret af Hans Kleberg.