Fremragende holdpræstation grundlagde gul sejr i Parken


8. marts 2020

AC Horsens vandt for anden gang i træk i Parken, da ”de gule” hentede en 1-0 sejr på et mål af Alexander Ludwig.

Sejren blev grundlagt via en fantastisk holdpræstation, hvor alle knoklede for hinanden, og indsatsen var imponerende i betragtning af, at AC Horsens spillede 120 minutters pokalfodbold for tre dage siden.

AC Horsens hang sammen som hold gennem hele kampen, og den stærke organisation og solide defensiv voldte FCK’erne problemer.

Hallur Hansson, Rasmus Falk og Mikkel Kaufmann forsøgte sig med afslutninger i kampens første minutter, men helt farligt blev det ikke. I det ottende minut var et gult boldtab på egen banehalvdel til gengæld ved at blive farligt. Zeca førte bolden frem og trykkede af, men Matej Delac var en mur i dag.

Den kroatiske keeper hev endnu en flot redning ud af ærmet efter et kvarters spil, da et indlæg ramte en medspiller. I den modsatte ende forsøgte Jonas Thorsen sig med et skud efter en god halv times spil, men bolden røg forbi mål.

Efter pausen var Michael Santos på spil i det 55. minut, da han driblede forbi Delac og sendte bolden i sidenettet. Malte Kiilerich havde placeret sig på stregen, så han var på plads, hvis FCK-angriberen havde ramt målet. Santos var på spil igen i det 72. minut, men han sparkede bolden forbi det lange hjørne.

Seks minutter senere sparkede Louka Prip bolden ind i feltet, og her headede Ayo Simon Okosun bolden ned for fødderne af Michael Lumb, der trykkede af, men hans skud blev blokeret.

Tre minutter senere afgjorde Alexander Ludwig kampen i forbindelse med et hjørnespark, da han hakkede bolden i kassen med højreskøjten.

Viktor Fischer kom på banen et kvarter før tid, og han forsøgte sig med et udmærket langskudsforsøg tre minutter før tid, men ingen kunne passere Matej Delac i dag.

AC Horsens spiller på udebane igen på søndag den 15. marts, hvor turen går til Herning for at møde FC Midtjylland.

FC København – AC Horsens 0-1 (0-0)
0-1 Alexander Ludwig (81.)

AC Horsens: Delac, Nymann (Masovic, 61.), Kiilerich, Ludwig, Lumb, Prip (Drost, 90.), Jacobsen, Hansson, Thorsen (Therkildsen, 74.), Okosun, Frantsen.

FC København: Johnsson, Varela, Nelsson, Bjelland, Bengtsson, Biel, Rodrigues, Stage (Daramy, 57.), Falk (Fischer, 75.), Santos, Kaufmann (Oviedo, 75.).

Advarsel, AC Horsens: Okosun (56.), Masovic (69.), Jacobsen (74.)

Advarsel, FC København: Varela (77.)

Dommer: Morten Krogh

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.