Gratis wifi på CASA Arena Horsens


26. februar 2020

AC Horsens arbejder løbende på at optimere tilskueroplevelsen på den gule hjemmebane, og nu kan publikum glæde sig over gratis wifi på CASA Arena Horsens.

Der var debut til det gule net i mandags, da AC Horsens mødte AGF, og det fungerede rigtig godt.

- Mange har efterspurgt gratis wifi på CASA Arena Horsens, og det har vi valgt at imødekomme her fra forårssæsonen, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger efter kampen i mandags. Det er vigtigt for os, at det er attraktivt at komme til fodbold i Horsens, og vi vil gøre alt for at optimere rammerne, fortæller AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

Hvis man ønsker at benytte det gratis wifi, så skal man finde netværket Det_Gule_Net og logge på. Det er ganske gratis.