GroundCollege er et fantastisk træningstilbud


13. juni 2019

I uge 34 tager drenge og piger hul på den kommende sæson af GroundCollege, og der har været stor interesse for at deltage.

AC Horsens har i samarbejde med FC Horsens, Horsens Nord (Egebjerg IF, Gedved IF og Østbirk IF), Hatting-Torsted, Stensballe IK og FC Skanderborg afholdt åben træning i samarbejdsklubberne, og det har mange børn benyttet sig af.

For en lille uge siden deltog 12 børn i den åbne træning i FC Skanderborg, og i alt har 62 drenge og piger deltaget i de åbne træninger.

Man kan sagtens blive en del af GroundCollege, selvom man ikke har deltaget i de åbne træningspas, og tilmeldingsfristen er lige nøjagtig om 11 dage – mandag den 24. juni. Tilmeldingen foregår via GroundCollege’ hjemmeside: http://groundcollege.dk/tilmelding/

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra vores samarbejdsklubber, deltagerne på GroundCollege i denne sæson samt de drenge og piger, der har været til åben træning, og det er vi selvfølgelig glade for. GroundCollege er et fantastisk træningstilbud, hvor AC Horsens’ ungdomstrænere træner børnene i samarbejdsklubberne, og vi kan se, at spillerne rykker sig rigtig meget. Det er dejligt at se, for det giver bedre ungdomsspillere i byen, hvilket er til glæde for byen, spillerne og de hold, der er i og omkring Horsens – inklusiv AC Horsens’ akademi, fortæller Kristian Høeg, der er leder af GroundCollege.

Klik her for at læse mere om GroundCollege: http://groundcollege.dk/info/