Gule akademihold skal være med til at teste VAR


4. februar 2020

VAR bliver indført i 3F Superligaen fra sæsonen 2020/2021, og arbejdet med at blive klar til den kommende sæson er i fuld gang.

Uddannelse af dommere og operatører har været i gang i et stykke tid, og nu skal VAR så testes i praksis.

Det bliver JYSK Park i Silkeborg, der danner rammen om de kampe, hvor VAR skal testes, og AC Horsens har stillet U17- og U19-holdene til rådighed.

U17 skal møde SfB-Oure FA på lørdag den 8. februar klokken 19.00 i en kamp, der varer 6 x 20 minutter.

- Vi bruger blandt andet kampen på at få alle i spil, og det bliver sjovt at se, hvad det betyder for kampen, at vi spiller med VAR, fortæller cheftræner Christian Hansen.

U19-holdet skal møde Kolding IF klokken 16.00 på lørdag.

- Vores fokus bliver blandt andet have levere en stærk defensiv og vise styrke i opbygningsfasen og i omstillingsspillet. Kampen er en god lejlighed til at give en masse spilletid til hele truppen, lyder det fra cheftræner Michael Hjortkjær.

Foto: Charlotte Adsbøl