Herrefight var ikke nok for AC Horsens


27. juli 2019

AC Horsens præsterede på et rigtig højt niveau for anden kamp i træk, da FC København gæstede CASA Arena Horsens, men det var alligevel ikke nok til point.

Jonas Wind og Dame N’Doye scorede et mål hver inden for de sidste 10 minutter af kampen.

AC Horsens spillede kampen igennem med stor disciplin, og der blev løbet mange meter og kæmpet fantastisk i varmen.

FC København var kun farlige omkring standardsituationer i 1. halvleg, men Mike Lansing var igen en god mand for de gule værter. Jens Stage havde halvlegens største chance, da han trykkede af i feltet, men Bjarke Jacobsen fik en fod på.

FC København havde svært ved at lirke AC-defensiven op, og ”De gule” gik til pause med en god fornemmelse.

2. halvleg var kun få minutter gammel, da Dame N’Doye headede bolden på stolpen. I det 81. minut var det så angrebsmakkeren Jonas Wind, der fik netmaskerne til at blafre, da han afsluttede og scorede på riposten. Fem minutter før tid scorede Dame N’Doye til slutresultatet 2-0, selvom han var i klar offside-position.

Søndag den 4. august klokken 16.00 skal AC Horsens i aktion igen, når turen går til Brøndby, og der bliver igen arrangeret udebanetur sammen med Fanklubben Den Gule Fare. Klik her for at købe billet til udebaneturen.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

AC Horsens – FC København 0-2 (0-0)
0-1 Jonas Wind (81.)
0-2 Dame N’Doye (85.)

AC Horsens: Lansing, Nymann (Therkildsen, 76.), Nilsen, Kiilerich, Lumb, Prip, Jacobsen, Hansson (Junker, 89.), Thorsen (Kortegaard, 80.), Frantsen, Brock-Madsen.

FC København: Grytebust, Bartolec (Bengtsson, 80.), Nelsson, Bjelland, Varela, Holse, Zeca, Stage (Thomsen, 80.), Fischer (Daramy, 80.), Wind, N’Doye.

Advarsel, AC Horsens: Hansson (1.), Lumb (51.), Jacobsen (64.)

Advarsel, FC København: Ingen.

Tilskuere: 3.565

Man of the match: Michael Lansing

Dommer: Jakob Kehlet

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.