Hlynsson og Hansson løb længst på første træningsdag


7. januar 2021

Torsdag den 7. januar tjekkede AC Horsens’ spillere ind til årets første træningsdag, og dagen bød på det første møde med klubbens nye cheftræner Jens Berthel Askou, der bød velkommen.

Herefter skulle spillerne igennem den obligatoriske biptest under ledelse af fysisk træner Max Boderskov, der guidede spillerne igennem, mens sneen dalede ned over CASA Arena Horsens.

Boderskov fik hjælp fra trænerne omkring superligatruppen, og de kunne alle notere sig, at spillerne er vendt tilbage til Langmarksvej i glimrende fysisk forfatning.

Hallur Hansson var endnu engang manden, der kunne løbe længst, men han fik kamp til stregen af Agust Hlynsson, der løb ligeså langt som den færøske anfører, og Magnus Riisgaard Jensen havde også taget de gode lunger med til træning, for han løb tredjelængst.

Spillerne var delt op i to gruppen, og Hansson, Hlynsson og Riisgaard Jensen var alle i gruppe 1. I den anden gruppe var formen bedst hos de tre young guns: Mathias Madsen, Muamer Brajanac og David Kruse – Madsen var et mulehår foran de to andre.

Efter biptesten bød træningen blandt andet på gruppeøvelser, hvor spillerne skulle dyste mod hinanden, og her var det gode humør og konkurrencegenet i højsædet.

Om en uge spiller ”de gule” årets første træningskamp mod Skive på CASA Arena Horsens torsdag den 14. januar klokken 14.00. Tirsdag den 19. januar kommer Middelfart på besøg klokken 18.00, og søndag den 24. januar spiller AC Horsens træningskamp mod Kolding.

Onsdag den 27. januar klokken 12.00 spiller AC Horsens den sidste træningskamp mod SønderjyskE, inden forårspremieren mod Randers FC tirsdag den 2. februar klokken 18.00.