Hybel bliver Partner i AC Horsens


9. juli 2019

Den store interesse for at blive sponsor i AC Horsens fortsætter, og nu kan ”de gule” byde velkommen til Hybel A/S, der bliver en del af sponsornetværket.

Hybel har indgået en toårig Partner-aftale og opnår blandt andet markant eksponering over HfS-Caféen og over en af portene på Nordtribunen samt deltagelse i Handelsnetværket.

Salg- og marketingdirektør Carsten Jæger Nørbjerg fortæller her om baggrunden for det flotte sponsorat:

- Vi har udarbejdet en overordnet plan for vores sponsorater og sponsorerer blandt andet Formel 3-køreren Frederik Vesti og ungdomshold over hele landet med spillesæt fra Hybel. Men vi vil også gerne være lokale, og Michael Mortensen og CASA er en del af vores DNA, og derfor var det nærliggende at være synlige med AC Horsens. Vi har haft en rigtig god dialog med AC Horsens, fortæller Carsten Jæger Nørbjerg og fortsætter:

- Eksponeringen er selvfølgelig vigtig for os, for vi vil gerne ramme folks awareness og have dem til at snakke om os, så vi er top of mind, når man skal bygge hus. Der er en god synlighed omkring AC Horsens, og det er fint for os, at vi kan kombinere det med at være et sted, hvor folk trives og har glæde ved sport, lyder det fra Carsten Jæger Nørbjerg.

Sponsoratet med AC Horsens medfører blandt andet deltagelse i Handelsnetværket, der er så populært, at en femte gruppe er blevet en realitet. Hybel deltager med to medarbejdere.

- Jeg er meget åben for at deltage i Handelsnetværket, og jeg har en fornemmelse af, at jo mere du giver, jo mere får du. Derudover glæder jeg mig til at få gode relationer og forbedre de eksisterende, og jeg ser frem til sparring i netværket. Nogen har måske en problemstilling på jobbet, som de gerne vil vende, og jeg kan blandt andet bidrage med input til, hvordan det er at åbne en afdeling et andet sted i landet. Vi glæder os til at komme i gang, fortæller Carsten Jæger Nørbjerg.

Klik her for at læse mere om Hybel.