Internationalt besøg på CASA Arena Horsens


28. juni 2019

De engelske gloser fyger hen over træningsbanen på CASA Arena Horsens i disse dage, når årgang 2007 træner.

Kommunikationen foregår på udenlandsk, fordi AC Horsens er vært for fire unge drenge fra Bangkok FC.

De fire drenge spiller fodbold i Bangkok FC og går i skole på en international linje, så det er drenge fra 3 verdensdele, der er repræsenteret på Langmarksvej. Tonkao og Valve fra Thailand, Flaavio fra Italien og Aguibou fra Guinea i Afrika.

Aftalen er kommet i stand gennem samarbejdsklubben Stensballe IK, som har en kontakt til Bangkok. De var så venlige at spørge AC Horsens, om klubben ville være vært for nogle unge fodboldknægte fra den anden side af jorden.

Drengene træner med denne uge, og de lærer at træne fodbold på ”The Danish Way”, og Horsens-drengene lærer at bruge deres skoleengelsk.

I næste uge skal de unge verdensborgere videre til camp i FC Midtjylland, men inden slutter de af med at opleve superligaholdets træningskamp i morgen på CASA Arena Horsens.