Jensen: Vi viste stor moral


19. september 2011

Tilskuerne fik noget på pengene på CASA Arena Horsens her til aften, hvor der ikke kun var syv mål på menuen, men også flot spil, fight, intensitet og en hjemmesejr. Søren Jensen spillede hele kampen og han gjorde status efter den vanvittige fodboldkamp, hvor AC førte med 3-1, men først fik lukket kampen til allersidst.

- Det var en kamp, hvor man var igennem hele følelsesregisteret. Vi var klart bedre end OB i 1. halvleg, men indkasserede alligevel en ærgerlig scoring på en dødbold, som ellers var et af fokuspunkterne, men vi fortsatte med at spille godt og kom også frem til fine muligheder. OB forsøgte at lægge et større pres på os i 2. halvleg, men ”Gil” var frygtelig stærk og Kébé lavede et imponerende indhop. Vi følte, at vi havde kontrol over kampen, da vi var foran 3-1 og var selvfølgelig dybt skuffede over udligningen til 3-3. Men vi var ikke tilfredse med det ene point og det var altså Anders Nøhr, der var med helt fremme og sende indlægget ind til Kébé i slutminutterne. Vi viste stor moral og det var en forløsning at se 4-3 målet gå ind, fortæller Søren Jensen.

Sejren var den anden i træk i Superligaen og spillemæssigt var der fremgang at spore.

- Vi hævede vores niveau yderligere i forhold til kampen mod SønderjyskE og i dag var vores omgang med bolden rigtig god. Vi skal selvfølgelig ikke lukke tre mål ind hver gang, men det er jeg ikke så urolig for – det skal vi nok få styr på. Det positive ved sejren er, at vi har lagt yderligere afstand til bunden. Vi skal ikke begynde at tænke på placeringer, men koncentrere os om at forbedre vores spil og hvis vi kan gøre det, så ligger der mange point og venter, lyder det fra Søren Jensen.

Foto: badenfoto.dk