Jeppe Kjær er blevet udtaget til U16-landsholdet


1. august 2019

AC Horsens oplever stor medvind på Akademiet, hvor rigtig mange talenter spirer via sammenhold, ydmyghed og hårdt arbejde, og nu er der igen et konkret bevis på, at talentudviklingen blomstrer.

U16-landstræner Søren Hermansen har udtaget truppen til de kommende landskampe mod England og Irland, og han har udtaget det gule stortalent Jeppe Kjær.

- Vi har rigtig store forventninger til Jeppe Kjær, der er en helt særlig spiller, og det er fuldt fortjent, at han er blevet udtaget til landsholdet. Han bliver en fast del af vores U17-trup i den kommende sæson, men han træner også med superligatruppen og spiller reserveligakampe, når det passer med hans skole. Vi tror rigtig meget på Jeppe, og det er også derfor, vi har skrevet en lang kontrakt med ham. Det bliver spændende at følge ham på landsholdet, fortæller talentchef Claus Troelsen.

U16-landsholdet spiller mod England den 18. august klokken 15.00 og mod Irland den 20. august klokken 14.00. Begge kampe spillet på St. George´s Park, Burton upon Trent, England.