Jesper Matz bliver Team Manager


26. maj 2020

AC Horsens har forlænget aftalen med Jesper Matz, der skifter assistentrollen på U19 ud med titlen som Team Manager med ansvar for U15, U17 og U19.

Jesper Matz er nærmest synonym med ”de gule”, og han skrev sin første kontrakt med Horsens fS ved nytårstid, da 1994 blev afløst af 1995, og han har været træner i AC Horsens siden 1997.

DBU har rangeret AC Horsens som den 13. bedste danske klub inden for talentudvikling, og det betyder, at AC Horsens opnår ligastatus for U15, U17 og U19.

- Jesper Matz kommer til at stå for alt det praktiske omkring holdene fra U15-U19 i forhold til blandt andet tøj, mad og transport, og han vil i dagligdagen være en værdifuld sparringspartner omkring det sportslige Han skal være med til alle kampe og skal bidrage med sin store fodboldfaglige indsigt samt være en ekstra ressource omkring styrketræning, hvor han vil være højre hånd for vores fysiske træner Max Boderskov, fortæller talentchef Claus Troelsen og fortsætter:

- Generelt må vi bare sige, at Jesper Matz spiller en kæmpe rolle i forhold til at føre vores værdier videre til spillerne på Akademiet, og han er god til at få spillerne til at føle sig godt tilpas, selvom han også kræver meget af dem. Han er en institution i AC Horsens og en kulturbærer, som vi sætter stor pris på, lyder det fra Claus Troelsen.

Jesper Matz glæder sig til at træde ind i en ny rolle i AC Horsens.

- Jeg har svært ved at få tingene til at gå op, hvis spillerne skal træne om morgenen og om formiddagen, og derfor tog jeg fat i Claus Troelsen. Jeg er taknemmelig for, at jeg fortsat skal have en rolle i AC Horsens, for jeg er glad for at være en del af klubben. Som klub er vi inde i en god udvikling, og det er spændende at være en del af. Vi har en fantastisk trænergruppe, der vil det så meget, og det smitter. Jeg glæder mig til endnu en periode i AC Horsens, fortæller Jesper Matz.