Jørgensens Hotel: Som byens hotel støtter vi byens hold


22. oktober 2019

Da den tidligere forpagter drejede nøglen ved udgangen af 2017, blev det besluttet at renovere Jørgensens Hotel fra kælder til kvist, og der er blevet brugt rigtig mange ressourcer på at skabe de helt rigtige rammer for det historiske hotel på Søndergade.

I løbet af processen har der været stor interesse for at følge renoveringen, og over 2.000 borgere deltog i en konkurrence med forslag til et navn til hotellet. Over 1.000 pegede på ”Jørgensens Hotel”, og hvis alt går efter planen, så åbner hotellet i starten af 2020.

Det bliver en stor dag for hele Horsens, når Jørgensens Hotel igen kan tage imod gæster, og Christian Deijenberg, der er COO for Byens Hotel, som skal drifte Jørgensens Hotel, er i fuld gang med at få brikkerne til at gå op i forhold til personale og mange andre ting.

Han har netop sat sin underskrift på en sponsoraftale, der placerer Jørgensens Hotel i Partner-kategori hos AC Horsens, og det har han blandt andet gjort med baggrund i den lokale forankring, netværk og eksponeringsgraden.

- Vi arbejder helst lokalt med råvarer og horsensianerne, for vi vil gerne være en del af lokalsamfundet, hvor AC Horsens i høj grad er omdrejningspunktet forretningsmæssigt og sportsligt. Vi er byens hotel, så vi skal selvfølgelig støtte byens hold, fortæller Christian Deijenberg og fortsætter:

- Som ny forpagter skal vi lære at kende byen, menneskerne og virksomhederne, og det er oplagt at gøre det gennem AC Horsens, der er en velorganiseret og professionel fodboldklub, der har fine tilbud til netværket omkring klubben, lyder det fra Christian Deijenberg.

Han bliver i første omgang hotellets repræsentant i Handelsnetværket, men med tiden bliver det sandsynligvis hotelchefen.

- Vi glæder os til at blive en del af Handelsnetværket, og det er vigtigt for os at vise, at vi er en del af klubben. Der ligger fine markedsføringsmuligheder i et samarbejde med AC Horsens, og vi vil selvfølgelig henvende os mod fansene, tilskuere og sponsorer, men der ligger også et potentiale hos gæsterne fra udeholdet, forklarer Christian Deijenberg.

Han glæder sig til at sætte punktum for renoveringen og forberedelserne, når Jørgensens Hotel slår dørene op i begyndelsen af 2020.

- Vi kan ikke komme med en nærmere dato i øjeblikket, men det bliver en fantastisk dag, og vi glæder os. Man vil ikke se en revolution, for hotellet er blevet renoveret med respekt for historien og bygningerne, men det vil selvfølgelig have et 2020-touch. Vi glæder os til at præsentere et flot hotel, hvor alle er velkomne, slutter Christian Deijenberg.