Jonas Thorsen er blevet opereret for testikelkræft


18. december 2020

AC Horsens’ stærke midtbanespiller Jonas Thorsen blev opereret for testikelkræft den 27. november, og operationen forløb planmæssigt.

Det betyder, at Jonas Thorsen nu kan koncentrere sig om at komme helt til hægterne igen, for han kommer hverken til at træne eller spille kamp mere i 2020.

Han har det efter omstændighederne godt og glæder sig over, at han er kommet godt igennem operationen og den efterfølgende periode.

- For mig er det gået rigtig godt, men det har selvfølgelig påvirket mine pårørende meget. Når man står midt i det, så gør man det, man skal, og for mig var det at have fokus på, at alt skulle blive okay igen på trods af en alvorlig melding. Man slår sit overlevelsesinstinkt til, for selvfølgelig skal man igennem det, og jeg fokuserede på mulighederne og de gode tal, der er for at komme godt igennem sådan et forløb. Jeg havde nok en praktisk tilgang til det, fortæller Jonas Thorsen.

Han er nu blevet raskmeldt, og forude venter diverse scanninger i løbet af de kommende fem år.

- Det er en stor lettelse, at alt er gået godt, og det har været skønt at mærke, hvor godt sundhedssystemet fungerer, og at vi har et godt sikkerhedsnet i form af kontroller. Det er en god tryghed at have. Nu skal jeg i højere grad have fokus på den psykiske del i forhold til, om der kommer en reaktion efter en alvorlig sygdom, og vi har allerede haft mange gode samtaler derhjemme. Det er godt at tale om det, for det skal ikke være tabu at have testikelkræft, lyder det fra Thorsen.