Jyske Medier A/S indgår ny aftale med AC Horsens


15. juli 2011

Horsens Folkeblad har været en loyal sponsor for AC Horsens gennem en lang årrække og nu har Jyske Medier A/S, som Horsens Folkeblad hører under, indgået en ny et-årig aftale med ”De Gule”.

Aftalen betyder, at Horsens Folkeblad bliver Mediepartner/Partner Eksklusiv i AC Horsens og fortsat vil figurere på ryggen af de gule trøjer.

- Vi er rigtig glade for og stolte over, at vi netop har indgået en ny aftale med Horsens Folkeblad, der har været en markant sponsor i hele AC Horsens’ historie og vi ser frem til samarbejdet i den kommende sæson, fortæller AC Horsens’ direktør Henrik Ravn.

Det fortsatte samarbejde vækker også glæde hos Jyske Medier A/S.

- Vi har valgt at forlænge aftalen med AC Horsens af flere årsager. Det betyder meget for os at støtte lokale virksomheder og vi vil gerne støtte AC Horsens, som vi har et rigtig godt samarbejde med. Med denne aftale forlænger og udbygger vi det samarbejde, der efterhånden kan kategoriseres som gammel kærlighed. Hvis AC Horsens klarer sig godt i Superligaen, så er det til gavn for hele byen og det vil vi gerne bidrage til, fortæller Thorkild Rathje, der er koncern salgs- og marketingchef hos Jyske Medier A/S.