Knebent nederlag til OB's Ligamandskab


28. november 2011

Fredag aften sluttede AC Horsens definitivt kampsæsonen af med en testkamp mod OB's U17 Liga-mandskab. En kamp der skulle vise sig at blive meget tæt og med masser af intensitet. Opgøret i Ådalen endte med en 1-0 sejr til fynboerne, der overvintrer som agterlanterne i U17 ligaen, men AC Horsens kan tage mange positive ting med hjem fra Fyn.

Til kampen måtte "De Gule" se bort fra startspillerne Niclas Balleby og Okan Özdemir, der døjer med rygproblemer og dette gav bl.a. plads til førsteårs-spilleren Thomas Ravn Mikkelsen på højre back, og han greb virkelig chancen og leverede sin suverænt bedste præstation siden han kom til AC fra Vejle Boldklub i sommerpausen.

Som forventet ville OB spille på deres store fysik centralt i banen og være meget direkte i spillet, hvilket betød at AC's to centerforsvarere Mathias Damgaard og Mathias Hartvig konstant blev sat på prøve gennem hele 1. halvleg, da OB i 9 ud af 10 tilfælde slog bolden op på deres to angribere, hver gang de erobrede bolden. I langt de fleste tilfælde løste de 2 x Mathias opgaven fint med hjælp fra deres backs, men i enkelte situationer viste de 2 OB-angribere deres dygtighed og fysiske styrker, og skabte problemer for "De Gule". Til gengæld fik AC lagt et solidt pres på fynboerne, som havde store problemer med at spille sig ud fra egen forsvarszone og "De Gule", anført af en stærkt spillende Nicklas Bigum, spillede i store perioder flot kombinationsfodbold med masser af tempo. Det medførte også gode chancer til "De Gule", men i alle tilfælde manglede den sidste skarphed i afslutningerne. Desværre var OB skarpere efter 28 minutters spil i en situation, hvor AC’s venstre back André Givskov mistede bolden langt fremme i banen. OB kørte en lynhurtig omstilling og slog et indlæg fladt i feltet. Desværre kiksede afstemningen mellem de 2 x Mathias og en umarkeret OB-spiller sparkede bolden i kassen.

Rigtig ærgerligt at være bagud 1-0 ved pausen efter en 1. halvleg, hvor man i store perioder var det bedst spillende hold og havde haft 3-4 store chancer. Fra 2. halvlegs start satte OB mere tryk på, og "De Gule" havde sværere ved at finde spillet igen, men indstillingen og indsatsen var i top. I løbet af halvlegen bølgede tingene frem og tilbage, men med et lille overtag til hjemmeholdet og da det ikke lykkedes at score for nogen af holdene, så endte det med en forløsende sejr til fynboerne der ikke har formået at vinde i deres 11 ligakampe i dette efterår.

Cheftræner Mads Lyng havde følgende kommentar efter kampen:
- Vi tager herfra med en rigtig godt testkamp, hvor vi præsterer rigtig godt og spiller rigtig godt specielt i 1. halvleg, men samtidig ser vigtigheden i at være kynisk i begge felter. Det er forskellen mellem nederlag og sejr, når vi skal måle os på højeste niveau, og det skal vi! Jeg er meget tilfreds med vores taktiske disciplin og enorme løbevillighed. Samtidig får vi endnu engang set, at vi kan spille lige op med ligahold, når vi holder vores aftaler og tør spille den hurtige pasningsfodbold som vi træner på. Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke vinder kampen, for det kunne vi sagtens have gjort, men vi skal fokusere på det positive som vi leverede i dag, og bygge videre på det i vores opstart, hvor vi i løbet af syv træningskampe også får chancen mod et par tophold fra U17 ligaen.