Kristian Nielsen: Flot opbakning fra det gule sponsornetværk


26. marts 2020

AC Horsens offentliggjorde for kort tid siden regnskabet for 2019, og klubben præsenterede et underskud for første gang i fem år.

Det er ikke hverdagskost på Langmarksvej, og ”de gule” forventer da også at komme tilbage på sporet med et overskud i det kommende regnskabsår.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen ærgrer sig ligesom alle andre i og omkring AC Horsens over underskuddet, men klubben er bygget på sammenhold, ydmyghed og hårdt arbejde, og klubben skal nok få det vendt igen, lyder det.

- Vi har leveret fantastiske økonomiske resultater gennem de seneste år, og jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal vende det igen. Vi kan glæde os over, at vi har oplevet en stigning i sponsorindtægterne, og det vidner om en fantastisk opbakning fra sponsorer, hjertesponsorer og samarbejdspartnere. Der er rigtig mange loyale sponsorer, der har bakket os op i medgang og modgang gennem mange år, og det er vi meget taknemmelige for. Derudover kan vi glæde os over, at mange nye virksomheder også kan se en værdi i at blive en del af vores fællesskab, forklarer Kristian Nielsen.

AC Horsens har nu en egenkapital på godt 16 millioner kroner.