Kryger advarer mod individualister og FCK-tryk


12. oktober 2011

AC Horsens og FC København spiller traditionelt tætte kampe, men de regerende mestre har en irriterende evne til at vinde kampene – ikke kun mod ”De Gule”, men generelt. Roland Nilssons mandskab har mødt en del kritik i denne sæson for den spillemæssige indsats, men den svenske cheftræner behøver bare at hive tabellen frem. FC København er en klasse over de andre hold i Superligaen og en tredjedel inde i turneringen er der otte point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.

På mandag tager AC Horsens imod FC København på CASA Arena Horsens og Lasse Kryger ser frem til en spændende opgave mod mestrene, der ofte har måttet arbejde hårdt for at få point på Langmarksvej.

- Vi spiller altid tætte kampe mod FC København her i Horsens og hvis vi skal skabe et godt resultat på mandag, så skal vi have skarpheden med på banen. FC København giver stort set ingen chancer væk og vi får formentlig kun et par stykker, så vi skal være skarpe, når vi får chancerne. Selv om de måske ikke har været helt oppe i gear og ikke har spillet som i de seneste sæsoner, så har de en evne til at lægge tryk på til sidst i kampene og det har givet point gennem hele efteråret. Hvis de skulle komme bagud, så ligger det indgroet i dem, at de nok skal få scoret. Det er spillere, der er vant til at vinde, forklarer Lasse Kryger og fortsætter:

- Og så må man bare give FC København, at de har nogle rigtig stærke profiler, der kan afgøre kampe. Christian Bolaños, César Santin og Dame N’Doye er blot nogle af deres stærke spillere, men det er umuligt at lukke ned for alle profiler, for de har så mange.

FC København gæstede CASA Arena Horsens så sent som den 20. august og dengang blev det til et smalt nederlag til de gule værter.

- Det kræver 200 procent fokus gennem hele kampen at vinde over FC København og det har vi egentlig været gode til i tidligere opgør, hvor det ofte har været jævnbyrdigt. Det var det også for et par måneder siden, men vi formåede ikke at putte bolden ind. Vi skabte ellers forholdsvis mange chancer, men Johan Wiland spillede en rigtig god kamp, fortæller Lasse Kryger.

Superligaen lå stille i weekenden og det var en pause, der kom belejligt for AC-spillerne.

- Vi har været igennem en hård måned, der gik op og ned, og vi har brugt mange kræfter. Vi har desuden døjet med en del skader og derfor har vi ikke været i stand til at skifte så meget ud i pokalkampene, som vi gerne ville, men nu er folk ved at være tilbage fra skader, så det ser positivt ud. Det vil øge konkurrencen om en plads i startopstillingen og Mølby kan skifte mere ud på holdet, hvis han har behov for det, vurderer Lasse Kryger.

Opgøret mod FC København for et par måneder siden blev overværet af knap 7.000 tilskuere og de må meget gerne finde vej til CASA Arena Horsens igen.

- Det er utroligt vigtigt med tilskuere, der støtter os gennem hele kampen. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fed kamp og FC København vil nok have bolden mest, men de får kamp til stregen.  Tilskuerne fik fuld valuta for pengene i den seneste hjemmekamp mod OB og det behøver ikke ende 4-3 på mandag, men vi vil gerne underholde tilskuerne som de har fortjent, slutter Lasse Kryger.

Foto: badenfoto.dk