Kyniske AC Horsens nedlagde FC Fredericia


7. september 2020

AC Horsens vandt dagens træningskamp mod FC Fredericia med 3-1, og det var sidste test inden sæsonpremieren på søndag mod Randers FC.

Sejren var aldrig i fare, og ”de gule” vandt fortjent mod et FC Fredericia-mandskab, der blev straffet for defensive fejl.

Magnus Riisgaard Jensen havde kampens første nævneværdige forsøg, da han elegant tæmmede en bold fra Peter Nymann med ydersiden og trykkede af. Keeperen var dog på plads og parerede bolden ud til hjørnespark. En håndfuld minutter senere – omkring den halve time – tog Peter Nymann en god tur i højresiden efter godt forarbejde af Nicolai Brock-Madsen. Nymann slog bolden ind foran mål, hvor den landede hos Michael Lumb ved bageste stang. Lumb forsøgte sig med en hård afslutning, og bolden ramte en modstander, inden den ramte træværket.

Halvlegens første scoring faldt i det 39. minut, da Casper Tengstedts præcise frisparksbold landede i hovedet på en FC Fredericia-spiller, og bolden sejlede i mål. To minutter senere forsøgte Peter Therkildsen sig med et hårdt skud, men desværre over mål.

Fire minutter inde i 2. halvleg var der fare på færde, da AC Horsens mistede bolden midt på egen banehalvdel, og det gav en chance til Dennis Høegh, men Michael Lansing reddede sikkert. Fire minutter senere udnyttede Casper Tengstedt en fejl i FC Fredericias defensiv, og han huggede sikkert og knastørt bolden i det lange hjørne til 0-2.

FC Fredericia reducerede efter en times spil, da Anders Holvad fulgte op på en ripost. Efterfølgende havde Jannik Pohl og Bjarke Jacobsen udmærkede afslutninger, men uden at rykke på stillingen. I det 79. minut fik Pohl så muligheden igen, og denne gang svigtede han ikke, da han straffede et forsvarskiks. 1-3 og kampen var afgjort.

I overtiden fandt Peter Therkildsen Casper Tengstedt med et super indlæg. Tengstedt headede bolden mod krydset, og målmanden måtte hive en stor redning ud af ærmet.

AC Horsens: Michael Lansing, Rune Frantsen (Jacob Buus, 60.), Magnus Riisgaard Jensen (Mathias Madsen, 86.), Alexander Ludwig (Malte Kiilerich, 46.), Michael Lumb (Thor Lange, 60.) Peter Nymann, (Jannik Pohl, 46.) David Kruse (Jonas Gemmer, 60.), Peter Therkildsen (Bjarke Jacobsen, 46.), Casper Tengstedt, Jonas Thorsen (Louka Prip, 60.), Nicolai Brock-Madsen (Therkildsen, 80.).