Læserbrev: Superligaens stolte sorte får


11. september 2019

AC Horsens' bestyrelsesformand Bo Pinholt har skrevet følgende læserbrev, som Horsens Folkeblad bringer onsdag den 11. september:

Superligaens stolte sorte får

Horsens er altid et træls sted at spille siger de store hold. Brøndby mener f.eks. stadig, at vi kostede dem mesterskabet.

Som bestyrelse er vi meget beviste om, at det er vigtigt for byen, at vi gør alt for, at vores bedste hold spiller i Superligaen mest muligt. Samtidig er vi os også meget beviste, at vi skal løse opgaven inden for de begrænsede rammer, som vores løbende økonomi tillader.

Som klub er vi placeret mellem stolte fodboldbyer i Østjylland. Men hvis vi kigger på de seneste år, har vi faktisk klaret os samlet set rigtigt fint - hvis vi tager højde for økonomien endda rigtigt godt.

Vi har samlet et hold af spillere, som vil arbejde hårdt for hinanden. Spillere som vi giver chancen for at vise, hvad de virkeligt indeholder. Det vigtigste for os er, at de alle arbejder hårdt for holdet og sig selv – hver gang. Ja vi finder ofte vores spillere i f.eks. 1. division, og vi er faktisk super stolte, når de er i stand til at spille lige op med meget dyrere og mere profilerede spillere. En dedikeret trænerstab og dygtige hårdt arbejdende spillere, som spiller efter resultater med vores midler, har i de fleste sæsoner leveret gode resultater ude af proportioner med den økonomi, som vi har kunnet putte i det. Vi er derfor vildt stolte af vores hold og af hver enkelt spiller.

Gennem de seneste år har vi med stor hjælp fra hjertesponsorerne kunne genopbygge vores ungdomsafdeling for en økonomi, som mange andre ville anse for alt for lidt. Men dedikerede mennesker på alle poster, er det lykkedes at komme langt hen mod målet – at vi kan levere  20% egne spillere til vores bedste hold. At vi så også har engagerede hjertesponsorer, som også stiller store krav til os som klub, er kun en del af vores styrke.

Vores sponsorer er vigtige for os, og gennem vores arrangementer op til kampene og handelsnetværkene har vi kunne styrke samarbejde mellem virksomhederne, således vi også medvirker til at øge samarbejdet mellem virksomhederne i Horsens og hele oplandet.

På tilskuersiden arbejder vi hårdt for at gøre os fortjent til flere tilskuere. Vi mangler måske de stolte traditioner som i andre klubber, og vores forår 2019 var ingen forkælelse af tilskuerne. Skæbnes ironi er, at når vi mindst har fortjent det, har vi mest brug for jer. Vi er dog super stolte over, at vi som klub har oplevet væsentlig fremgang på dette centrale område.

Vi er også super stolte af alle de frivillige som på forskellig vis gør en indsats for os – uden hvem vi ingen klub havde.

Det er muligt, at vi er superligaens sorte får, men det er vi stolte af, for det viser, at man har set og mærket os. Spiller vi kedeligt fodbold – nej vi spiller med de midler vi har – og vi forstår godt, at det er træls, når langt dyrere hold skal tage trætte hjem fra Horsens uden point.

Det kan godt være, at vi er dem ingen vil lege med, men vi er umådeligt stolte af, at vores spillere gør, at de er nødt til at lege med os, også endda i Superligaen for fjerde år i træk, og hvis det skal fortsætte er det ekstremt vigtigt hele Horsens bakker op.

På vegne af bestyrelsen

Bo Pinholt
Formand AC Horsens

Foto: Charlotte Adsbøl