Måske den bedste fodboldskole nogensinde


12. april 2012

AC Horsens havde 216 børn på fodboldskole i påsken, og det blev endnu en succesfuld fodboldskole, hvor tingene gik op i en højere enhed. Faktisk er der nok den bedste fodboldskole indtil videre, fortæller Claus Troelsen, der er med i planlægningen af fodboldskolen.

- Det var nogle fantastiske dage for børn, trænere og frivillige, og det var måske den bedste fodboldskole nogensinde, for tingene klappede, og vi havde meget få justeringer undervejs. Trænerne, der deltog på fodboldskolen som en del af ”den gule tråd”-forløbet, var velforberedte, og de udførte træningerne til topkarakter. Jeg var selv med til at give dem feedback sammen med Keld Erik Sørensen, Mads Lyng, Anders Madsen og Allan Dvinge, og det var tydeligt, at trænerne på fodboldskolen hentede værdifuld erfaring på de fire dage, fortæller Claus Troelsen og fortsætter:

- Vi havde 216 børn på fodboldskole, og de var nemme at arbejde med. Det var en fornøjelse at se deres glæde på banen – ikke mindst sammen med superligaspillerne, der endnu engang repræsenterede AC Horsens på bedste vis. Et andet af højdepunkterne var, da børnene skulle have deres flotte tøjpakke fra Hummel .

Børnene fik varm mad alle fire dage, og den del af fodboldskolen fungerede som sædvanligt rigtig godt.

- Maddelen kørte som smurt i olie, og det er takket være vores køkkenhold, der gjorde det fantastisk som de andre gange. De kan ikke få ros nok for indsatsen, der betyder meget for både voksne og børn, fortæller Claus Troelsen.

AC Horsens afholder traditionen tro fodboldskole igen i efterårsferien.

- Der er stor interesse for at deltage på vores fodboldskoler, og vi åbner for tilmeldingen til efterårsferiens fodboldskole til august, så det gælder om at holde øje med AC Horsens’ hjemmeside. Vi har plads til 216 børn og lukker tilmeldingen, når vi når det antal, lyder det fra Claus Troelsen.