Macena vil gøre arbejdet færdigt


2. december 2011

AC Horsens spiller efterårssæsonens sidste kamp på søndag, når holdet skal en tur til Lyngby Stadion for at møde rækkens nummer 11.

Gilberto Macena har været Superligaens skarpeste angriber i denne halvsæson med 11 mål og han er opsat på at slutte et godt efterår af sammen med holdkammeraterne.

- Vi har haft en god efterårssæson, hvor vi har gjort mange ting rigtigt og det betyder meget for os alle at slutte godt af i Lyngby. Hvis vi er 100 procent klar i hovederne, så kan vi hente alle tre point på søndag og så har det været et super efterår med mange point i tabellen og udsigten til to pokalsemifinaler i foråret, fortæller Macena.

Han er dog ikke i tvivl om, at det kræver hårdt arbejde at vinde over et stærkt Lyngby-mandskab.

- Lyngby ligger i bunden af Superligaen lige nu, men det er et rigtig godt hold og der venter os en svær opgave. Men vi har tidligere vundet i Lyngby, så vi ved, hvad det kræver. Vi skal stå godt på banen som i Brøndby, vi skal have vores kombinationsspil til at køre og vi skal sætte vores offensive folk i scene. Derudover kan vores centrale midtbane med Martin Spelmann og Martin Retov blive dominerende igen, hvis de spiller som mod Brøndby, hvor de gjorde en forskel. Sejren over Brøndby har givet os endnu mere humør, selvtillid og tro på tingene, og det skal vi tage med på banen i Lyngby, lyder det fra Macena.

Foto: badenfoto.dk