Mange gode momenter, men ”de gule” smed sejren i slutminutterne


30. august 2020

AC Horsens tog søndag imod Kolding IF, og ”de gule” burde have vundet komfortabelt, men det sluttede 3-3 på CASA Arena Horsens.

AC Horsens indledte kampen bedst og dominerede stort på bolden, og det førte til afslutninger fra Michael Lumb, Bjarke Jacobsen og Louka Prip, men uden at det rykkede på måltavlen. Efter et kvarters tid kom gæsterne bedre med i kampen, og det førte til et par chancer blandt andet til Adam Jakobsen, men gæsterne manglede også den sidste skarphed i afslutningerne.

I det 24. minut viste Jannik Pohl tænder med et godt hovedstød, som målmanden måtte redde ad to omgange. Efter godt en halv times spil bragte gæsterne sig i front efter en situation præget af flere tilfældigheder, og det var Mads Zederkof, der prikkede bolden i kassen.

Otte minutter senere fik Adam Jakobsen en stor mulighed for at bringe gæsterne yderligere i front, men Matej Delac pillede pynten af ham. Bjarke Jacobsen havde halvlegens sidste nævneværdige gule chance, da han afsluttede med venstrebenet.

Otte minutter inde i 2. halvleg blev kampen vendt på hovedet, da AC Horsens scorede tre gange på fire minutter. Først opsnappede Bjarke Jacobsen en løs opspilsbold, som han sendte i det tomme mål, og et minut senere rundede Nicolai Brock-Madsen en Kolding-spiller på Thor Langes fine fremlægning og udplacerede målmanden. To minutter senere scorede Casper Tengstedt for anden kamp i træk efter et-to-spil med Thor Lange.

Med et kvarter igen fandt Thor Lange Peter Therkildsen ved den bageste stang, men han sendte bolden lige forbi mål, og tre minutter senere sendte Jonas Thorsen Nicolai Brock-Madsen i dybden. Han styrede ned mod målmanden, der reddede skuddet.

Den gule defensiv begyndte at vakle i slutminutterne, og det gav to scoringer til gæsterne. Rune Nautrup scorede både til 2-3 og 3-3 inden for tre minutter. Nautrup kunne endda have afgjort kampen et par minutter før tid, men han sendte det store tilbud forbi mål.

AC Horsens: Matej Delac (Michael Lansing, 46.), Rune Frantsen (Jacob Buus, 59.), Malte Kiilerich (James Gomez, 75.), Alexander Ludwig (Magnus, Riisgaard Jensen, 59.), Michael Lumb (Thor Lange, 46.), Louka Prip (Casper Tengstedt, 46.), Bjarke Jacobsen (Peter Therkildsen, 59.), Hallur Hansson, Jonas Gemmer, Jonas Thorsen, Jannik Pohl (Nicolai Brock-Madsen, 46.).