Marcus Bobjerg vender hjem til AC Horsens


20. april 2021

AC Horsens har valgt at forstærke truppen med Marcus Bobjerg fra sommeren 2021, og dermed vender den stærke keeper tilbage til ”de gule” efter tre år som målmand i Skive IK. Han har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2024 og afløser Aleksandar Stankovic, der søger nye udfordringer fra sommer.

Marcus Bobjerg snørede sine første fodboldstøvler i AC Horsens’ gode samarbejdsklub Hatting-Torsted, inden han skiftede til FC Horsens – en anden god samarbejdsklub – og han blev en del af AC Horsens som U13-spiller.

Nu er han altså tilbage på Langmarksvej, og det glæder sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

- Vi kigger løbende på vores setup og mulighed for at skærpe konkurrencen, og det lå lige til højrebenet at tilknytte Marcus Bobjerg, der er en rigtig Horsens-dreng. Han er en dygtig målmand, der har hentet erfaring på et godt niveau, og han skal tage konkurrencen op med de øvrige målmænd og bidrage til vores gode målmandsmiljø, fortæller Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Jens Berthel Askou ser frem til at arbejde med Bobjerg.

- Vi har udnyttet en god mulighed for at få Bobjerg hjem efter et par rigtig gode sæsoner i Skive, hvor han har været igennem en rigtig god udvikling, og vi glæder os til at arbejde videre med ham i et fuldtidssetup. Han er en ung og dynamisk målmand, der har høstet værdifuld erfaring på et godt niveau, og han skal være med til at løfte os yderligere. Vi følger alle tidligere AC Horsens-spillere tættere end andre, og han har gjort sig rigtig godt bemærket, fortæller Jens Berthel Askou.

Det bliver målmandstræner Peder Hansen, der får glæde af at arbejde tæt sammen med Marcus Bobjerg igen.

- Drømmen er altid at hente tidligere spillere tilbage til klubben, som vi nu har gjort med Marcus Bobjerg, som vi sagde farvel og på gensyn til for næsten tre år siden. Jeg har fulgt Bobjerg tæt de seneste tre år, hvor han har fået masser af seniorerfaring, og det var netop det, han havde brug for, da han forlod os. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham igen, siger Peder Hansen.

23-årige Marcus Bobjerg ser frem til at få en dagligdag på Langmarksvej igen.

- Grunden til at jeg forlod klubben var, at jeg skulle have kamperfaring og spilletid, og nu har jeg haft tre år i Skive, hvor jeg har stået hver eneste kamp. Jeg kender klubben og projektet, der lyder spændende, og så er det en dejlig klub med mange dejlige mennesker. Jeg kommer tilbage i en mere moden udgave, og jeg har lært rigtig meget i forhold til at tage ansvar og kommunikere, og så er jeg generelt blevet en markant bedre målmand. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men jeg skal først gøre projektet i Skive færdig, for det er ”mission overlevelse”, der fylder noget lige nu, fortæller Marcus Bobjerg.