Mehl tilfreds med første test


29. juni 2011

Jeppe Mehl var for første gang i kamp for AC Horsens, da ”De Gule” mødte AGF på Fredensvang her til eftermiddag og kantspilleren var godt tilfreds med indsatsen.

- Vi spiller bolden godt rundt i dag og alt i alt leverer vi en god kamp, selvom koncentrationen glipper et par gange, men det er trods alt også den første træningskamp. Personligt skal jeg lige vænne mig til mine nye holdkammerater og løbene, men jeg er okay tilfreds, lyder det fra Jeppe Mehl.

Han havde sin første træningsdag den 20. juni og er allerede faldet godt til.

- Det virker som om, at spillerne har det godt med hinanden og alle har taget godt imod mig lige fra den første dag, så det har helt sikkert været en fin start, fortæller Jeppe Mehl.

Nu venter nogle dage på træningsbanen, inden Mehl og holdkammeraterne skal møde AaB i træningskampen på mandag.